Årets tema:
Temadagene er vigtige for Arbejde Adler som social organisation og de er med til at fastholde vores unikke værdigrundlag og bringe os tættere sammen på tværs af landet. Det er som altid vore beboere, der er i centrum, og i år koncentrerede vi os om, hvordan vi fastholder det individuelle blik på hver enkelt af de mennesker, der er på eller kommer til vores institutioner. Netop denne meget centrale værdi i vores arbejde bliver udfordret i særlig grad i disse år, hvor effektivisering, overdreven dokumentation og – som Ole Hartling udtrykker det – tingsliggørelsen af mennesker bliver mere og mere fremherskende. Samlet var årets tema: At være professionelle i et univers af mennesker.
Lene Tanggaard
Rektor for Designskolen i Kolding og professor på Aalborg Universitet.
“DET KREATIVE NEJ” – OM AT SE NYE RESSOURCER HOS MENNESKER, DER ER UDSAT FOR AFVISNINGER
Introduktion:
Den måde udsatte borgere behandles på udfordrer os i det daglige: Lovgivning der bøjes, tidsterminer der overskrides, mistillid i stedet for forståelse, nedvurdering af mennesker, der ikke er ”normale” osv. Et foredrag, der løfter denne problematik op over vores daglige kamp for borgerne (og mod systemet).”Det kreative nej” er inspiration til at se nye ressourcer hos vores ”slidte, jagede og mismodige” borgere. Er der nogle, der er udsat for afvisninger, er det netop dem vi ser på herberger, midlertidige ophold på mellemstationer, hvor ventetid på løsninger er ved at drive mennesker til vanvid.
Centrale pointer:
Fejl bør ikke skjules. Man skal lære af fejl. Når man begår fejl ‘mærker’ man virkeligheden, dén som står tilbage. Der er mange ting, som er ‘polerede’ i en SoMe-virkelighed, også ‘polerede’ fejl, men man bør også dele og tale om de fejl, som umiddelbart ikke tåler dagens lys. Mange er trætte af de åh så perfekte menneskers polerede ‘fejl’.
Der er ved at være bedre fokus på ‘omvendingsfejl’, dvs. fejl, som medførte, at man gjorde noget andet. “Ja, jeg gik på røven, men så…”. Altså det forhold, at ‘fejl’ kan åbne op for noget nyt og noget andet, som man slet ikke kunne komme frem til, hvis man ikke havde begået fejlen. Normalt lægges fejl i en sort kasse for at blive glemt, skjult. Hvordan udvikler vi en kultur, hvor ‘fejl’ i højere grad fremmes – så vi lærer af dem?
Forskning i kreativitet – Lene Tanggaards (LT) speciale. Vigtigste erkendelse: De bedste til ‘kreativitet’ er dem, som er gode til at deale med afvisninger. Udvikling kan tage mange år fyldt med megen modstand og bump på vejen. Selve afvisningen – hvad gør den ved os mennesker? Får den os ind i kreative processer eller giver vi op?
LT ønsker at moderere hele snakken om Brinkmanns ‘nej-hat’ (de er kollegaer på Aalborg Universitet). Hun synes det er for dødt bare at sige nej og stå fast. Fejl og ‘nej’ kan åbne for en skabende kraft. Hvis man som designer ‘læser’ de sociale processer for hurtigt og for pålydende ser man ikke de sprækker, som åbner for nye og bedre veje og løsninger.
Social inklusion er et markant design-forskningsfelt. I en tid, hvor meget har handlet om ‘frit valg på alle hylder’, præstationer, selvrealisering mv. kommer mange i tvivl om egne ståsteder. LT talte om at ‘grundfortællingen for os alle er, at alle muligheder er åbne. Idéen om selvrealisering er blevet en eksistentiel tandpastatube, hvor netop kravet om selvrealisering ikke kan komme tilbage i tuben’.
LT brugte betegnelsen ‘et adgangssamfund’, hvor livet og skolen handler om at ‘have adgang til’, at selektere. Alle steder opfordres man til at vælge og fravælge og optimere opskriften på ‘det gode liv’. En evig taktisk og strategisk optimering med sig selv i centrum. Dét er måske et drømmesamfund for de stærke individer, men langtfra for alle.
LT eksemplificerede med dét, hun kaldte “den usynlige mand”, som der bliver set igennem, vendt ryggen til, ignoreret; hvis eksistens og identitet bliver afvist. For eksempel ‘sælgeren på gaden’, som man undviger og afviser. Hun henviste her til Alex Honneth og hans anerkendelsesteori, altså at mennesket er et anerkendelsessøgende væsen, og at det må og skal kritiseres, når samfundet rummer forhold, som hindrer individer i at opnå anerkendelse og dermed realisere sig/sit selv.
Om mere opfindsomhed og kreativitet: Selve undervisningen (i skolen, men også i overført betydning til formelle situationer i andre sammenhænge) er ofte et dårligt sted at lære noget, fordi dét man skal lære ikke er af reel betydning for en selv og ens liv. Man lærer mest når man arbejder med noget, som man virkelig går op i. LT kaldte det 1) Eksperimenter og fuskeri og dét var én af tre overlappende cirkler. Fusk er dér, hvor man lærer bedst, der hvor man finder det meningsfuldt, er mest interesseret og engageret. Fordi man glemmer det formelle/kedelige og tænker og handler ud over rammerne. De to andre overlappende cirkler var 2) Modstand fra det materiale, man arbejder med og 3) Fordybelse i traditioner og/eller fag.
Kreativitet er oftest en genforvaltning af dét, som allerede er og var. Man tror at kreativitet er ‘det nye’, men det er oftest en opdateret genforvaltning. Genforvalte betyder en skarpere genovervejelse om: Noget ér vi altså bedre til and andet, vi skal ikke være perfekter overalt, vi har en arv og tradition og vi skal være bedre til at finde vores rolle. Gentænkt ind i en ny tid, nu. Vores ‘marked’ og turde sige: Vi er gode til dét og dét, vi er specialister.
Fællesskaber betyder meget mere end man tror, f.eks. når man som ældre menneske skal på plejehjem. I stedet for at sidde ‘længst muligt i eget hjem’, samvær med andre og det menneskelige i det betyder alverden.
Mennesker har oftest den allerstørste glæde i det, LT kaldte Frihed i at mestre. En glæde ved at være med til at skabe noget, en frihed ved at kunne og bidrage og deltage. I noget betydningsfuldt. Hun citerede Mathias Tesfay for at omtale sin tid som murerarbejdsmand for sine børn: “Jeg har været her; med til at bygge det hus dér”.
Kreative processer er mudrede. Man møder modstand, det er en integreret og ‘nødvendig’ del af det hele. Man støder ind i forhindringer – hvordan tackler man det? LT citerede Svend Brinkmann: “Vi skriver vores livs manuskript mens vi lever, vores livs manuskript er ikke skrevet på forhånd”.
Alt i alt handler kreativitet om menneskesyn. Ser vi forbindelser imellem det umiddelbart adskilte? Har vi kun ‘tandhjul’ i hovedet/hjernen (har vi et mekanisk/maskinelt menneskesyn)? Er det hele vores eget ansvar, er vi vores egen lykkes smed eller? En ofte for psykologisk selvforståelse fokuseret på egne psyke og psykiske evner.
Læring sker situated. Altid i situationer, sammenhænge mv. Ser vi sprækker, revner, modstand mv. i en tid med perfekthedskultur? Vi selvfremstiller os selv hele tiden som perfekte…
LT sammenfattede om arbejdsliv og arbejdskulturer: Der er en øget tendens imod ‘menneskelige organisationer’, designet til mennesker, og derfor også fejlsøgende, tilgivende, gennemsigtige, udviklingsorienterede og ansvarlige. På samme måde er der mere tænkning á la “Vi kan alle lykkes, hvis vi er sammen om opgaverne”.
Mads Bank
Adjunkt på Syddansk Universitet, psykolog ph.d.
FORTÆLLINGER OG PERSONLIGHED I SOCIALT ARBEJDE
Introduktion:
Foredraget introducerer på en lettilgængelig måde, hvordan nogle af psykologiens grundspørgsmål bliver væsentlige i det daglige sociale arbejde. Det handler om, hvordan forskellige forståelser af personlighed og menneskelige udviklingsprocesser giver os forskellige opmærksomheder og muligheder for at skabe forandring. Vi så særligt på, hvad en narrativ forståelse af personligheden indebærer og hvilke muligheder det giver for at skabe forandring. Foredraget eksemplificerede nogle af de muligheder og ”terapeutiske” teknikker en narrativ forståelse lægger op til, og skitserede, hvordan professionelle inspireret af narrative forståelser, kritiserer de marginaliseringsprocesser, der kan ses i velfærdsstaten.
Centrale pointer:
Mads Bank (MB) anvendte power point-slides (link HER), og vi har her samlet de helt centrale perspektiver. Hovedsigte: Hvordan kan vi hjælpe mennesker, som er kommet ud over det normale?
Det narrative perspektiv, altså de historier jeg og andre fortæller om mig (selv), er ofte – sommetider med rette – blevet kritiseret for at være for bagud-skuende. Ofte bliver de historier lidt for stigmatiserende, for fastlåsende. Hvis man først baseret på givne historier har fået prædikatet ‘lav intelligens’ så er det svært at komme ud af…for sig selv og de øjne, der ser en. Så møder man ‘en fra kommunen’ eller en anden myndigheds-/magtperson, som kun er hastigt ‘forberedt’ og på skærmen står der: “Opfarende, hidsig…”. Og så bliver man dét.
Beskrivelser rummer store risici for at skabe forud-opfattelser og fordomme, domme man ureflekteret træffer, før man for alvor får undersøgt realiteterne og ser bagom beskrivelserne.
Utrolig vigtigt IKKE at lade sit blik på medmennesket størkne. MB’s vigtigste vinkel: Hvordan kan vi i højere grad bruge det narrative mere fremadrettet, mere opbyggeligt?
Vigtigt ikke kun at fortolke reaktioner og handlinger for snævert, for de er oftest følelser om og symptomer på noget andet. Når man lærer et menneske at kende er hidsighed eller opfarenhed ofte psykologisk set rimelige og meningsfulde reaktioner på deres vanskelige livssituation. Tit og ofte livssituationer, som de kan have vanskeligt at komme ud af. Mange oplever lav indflydelse på deres eget livs omstændigheder, noget af det mest invaliderende, der kan opleves. Man klientgøres og stigmatiseres i en gold institutionel ‘tænkning’, forenklet og standardiseret.
MB peger på tre dominerende samfundslogikker, som kan være med til at indfange tænkningen bag det sociales systems tendens til at se handlinger som symptomer fremfor (meningsfulde) reaktioner.
- En essentialistisk forståelse af personligheden, hvor mennesker anskues som afgrænsede beholdere, hvor der er noget inde i dem, som gør, at de handler, som de gør. MB henviser i den forbindelse til diverse personlighedstests på nettet, hvor forestillinger bliver internaliseret.
- En institutionel tænkning, hvor menneskelige problemer omsættes til systemsprog, som skal forstås inden for en fastlagt diagnose- og institutionel forståelsesramme.
- Slutteligt peger MB på diagnosesamfundet, hvor effektivitet, acceleration, en neo-liberal styring er i højsædet.
Opsamlende for de førnævnte samfundslogikker påpeger MB, at disse måder at tænke på skaber ”problem-identiteter”, hvor det er selve individet, der isoleret set er problematisk. Der sker en individualisering og psykologisering, som aktiverer skyld i mennesket. Når skylden internaliseres bliver den til skam, og det handler ifølge MB om at bryde med disse mønstre.
Grundforståelsen i det narrative: ”Vi er allerede det, vi endnu ikke er, og vi er stadig det, vi har været”. Alt bliver tolket og omfortolket, mennesket er i proces, og vi kan løbende omforme, hvordan vi forstår og selv derudfra handler. Derfor kan vi som professionelle være med til at skabe en forandring, vi skal spørge ind til alternative fortællinger, vi skal give borgeren mulighed for at få øje på alternative handlingsmuligheder – skabe mulighedsrum.
Allan Holmgren
Direktør for DISPUK og adjungeret professor på CBS
NARRATIVE KOMMUNIKATIONSPRINCIPPER I SAMARBEJDET MED SOCIALT UDSATTE BORGERE
Introduktion:
Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler og omtaler sine mest udsatte og marginaliserede borgere. Sproget, eller kommunikationen, måden vi taler på om og til de udsatte og marginaliserede borgere er afgørende for, om de behandles med værdighed og respekt eller tingsliggøres, objektiveres og dermed fremmedgøres ikke bare fra os, men også fra sig selv. Især den skriftlige kommunikation er afgørende. Får borgerne og deres oplevelser af deres liv en stemme heri? Den norske samfundsforsker Nils Christie skriver i sin lille bog: Små ord om store spørgsmål (som blev udleveret til alle i mappen), at man bliver lille af ikke at blive hørt. Vores opgave som professionelle er at sørge for, at borgernes stemmer kan blive hørt, så de derigennem kan vokse i betydning og agtelse. Så de kan genvinde deres værdighed. Det narrative perspektiv understreger, at alle mennesker har en historie, og at denne historie er vigtig i menneskers liv. Historien skal fremhæves, ”tyknes”, og derigennem tillægges den betydning, den fortjener.
Centrale pointer:
Allan Holmgren (AH) startede med at fortælle lidt om sin egen biografi mv. – netop som anskuelse af hans parafrase af Grundtvig: Menneske først, bruger så. Han fortalte kort om at han var vokset op i en Jehovas Vidne-familie, som han havde brudt med, og konstaterede “…at der er mange forskellige måder at være udsat og marginaliseret på“.
Herefter citerede AH fra Nils Christies udleverede bog Små ord om store spørgsmål (side 56):
“Noget af det vigtigste er måske at opgradere folks egne erfaringer, hjælpe mennesker med at udforske deres egne oplevelser, gøre erfaringerne almengyldige og dermed gøre deres bærere trygge. Trygge ved, at de igennem deres liv har lært noget vigtigt, som giver dem mulighed for at forstå tilgrænsende temaer og dermed giver dem taleret i mange arenaer”
Den narrative tilgang er interesseret i historien. Uden historien, livshistorien, er der ingen identitet. I den narrative tilgang spørger man IKKE til følelser, ”hvordan har du det?”, men til begivenheder. AH eksemplificerede igennem det simple spørgsmål: “Hvad er der sket?” Siden at du er her nu?
En fortælling er begivenheder over tid forbundet af et tema. Hvorfor er du her? Endnu? Hvordan kunne du klare det? Fortæl!
Vi søger efter “sjælens indre gløder, hvor mennesket er i live, og som kan pustes op”.
AH fremhæver nødvendigheden af dobbelt-lytning:
- Lytte efter dét mennesker finder værdifuldt, finder vigtigt (men som er slået i stykker). Hvad er historien om…?
- Lytte efter hvilke problemer det har skabt og medført. Hvad er historien om…?
Altså den dobbelte historie om, hvad der er vigtigt, men som er slået i stykker, så det nu har skabt/ forvolder problemer. Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for dig? AH kalder dét spændingsfelt værditraumatisering, hvor selve samtalen om det kan skabe og indgyde håb…
Hvad er værdier? Det er som tæer. Dét som gør, at vi som mennesker kan holde balancen! Taler vi ikke om vigtige værdier, men går direkte til problemerne og hvad der er svært, og hvad der ikke fungerer og hvordan det eventuelt skal løses, fixes, så misser vi det vigtigste for et menneske: Dets værdifundament.
Dette værdifundament udleves i relationer. Til andre mennesker, nære og mere tilfældige. Et værdifundament i relationer handler om at have og bevare sin egen stemme, forbindelsen til sine indre værdier. Føle det de siger er dét, de virkelig mener, og som faktisk er vigtigt for dem.
Der er en generel tendens til at se på alt det, som mangler. Det vigtigste man kan gøre for et udsat menneske er at skabe tryghed, for han/hun er i en passage. Forudsætningen for tillid, til andre og en selv, er tryghed.
Tre forudsætninger for udvikling af et menneskes liv:
- Kærlighed, omsorg, stabilitet, tryghed
- Inspiration, nyt, overraskelser, tænke idet man fortæller, interesse for det fremmede
- En tid alene
AH beskriver tiden alene som der, hvor man fordøjer. Den professionelle opgave bliver at få folk til at tænke. AH siger: ”Det er først, når vi har talt hvad vi tænker, at vi kan tænke over, hvad vi tænker.” Heri ligger muligheden for læring, udvikling, bevægelse.
AH anbefaler at tilmelde sig DISPUK’s nyhedsbrev. Det kan ske nederst her: https://www.dispuk.dk/
Ole Hartling
Tidligere formand for Etisk Råd, overlæge på Vejle Sygehus
DEN 8. DØDSSYND: TINGSLIGGØRELSE AF MENNESKER
Introduktion:
Vi kender de syv dødssynder: Hovmod, griskhed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab. Ole Hartling føjer en 8. dødssynd til: Tingsliggørelse. Han belyser områder, hvor mennesket ikke betragtes som en jævnbyrdig skabning, men som en ting, som et middel, som noget der kan/skal håndteres. Det kommer der et brutalt, magtgennemsyret og alt for rationelt menneske- og livssyn ud af. Men mennesker er ikke ting, og vi må fjerne os fra tingsliggørelsen for at give medmenneskeligheden plads.
Centrale pointer:
Ole Hartling (OH) gennemgik først kort de ‘kendte’ syv dødssynder. Og introducerede den 8.: Tingsliggørelse.
Han skelnede imellem at være værdsat (godt) og at være værdisat (dårligt):
Værdsat: Hæve over enhver pris. Søge værdighed.
Værdisat: Prissætte. Søge magt.
Tingsliggørelse sker for at man kan håndtere tingene. Det er en generaliserende objektivisering – en rationalisering tilgået med rationalitet alene. Håndterbarhed = magtudførelse og -udfoldelse. Men mennesket må, når alt kommer til alt, erkende magtens illusion. Tænk på en tsunami, covid19.
OH omtalte Martin Bubers bog “Jeg-du”. Jeg-du er et menneskeligt grundord, jeg-det er en tingsliggørelse. Uden det-verdenen kan vi selvfølgelig ikke leve, men uden du-verdenen lever vi slet ikke.
OH talte om taktfølelsen overfor sit medmenneske som det, englændere taler om som ‘good bedside manners’ og skelnede imellem etik og etikette.
Når man siger ‘patienten i centrum’ er det en kliché, eller med OH’s formulering: dumme vise ord. For oftest er læger ikke særligt gode til relations-kommunikation og han fremhævede mange eksempler på det, han kaldte truth dropping: Sygdomsfældelse. Man bliver så sin sygdom, man tingsliggøres. Det er sygdommen, der omtales, ikke mennesket, ikke en indlevende forståelse. At vedgå sig sin sårbarhed, også som læge, skaber ligeværdighed. Patienten oplever ikke at man ses som et sygt, sårbart menneske, men bliver ‘rationaliseret’, forstandsliggjort.
OH citerede Villy Sørensen: Man må gå fra forstanden for at komme til fornuft.
Men de store ting i livet kan ikke tilgås med forstanden alene: Citat af Kumbel (Piet Hein):
Kærlighed og jubelsang
kan ikke tages med tang!
OH skelner imellem hjerne- og hjertesprog. Vi tænker, samtidigt, både rationelt og irrationelt; der er sandheder, vi erkender på andre måder end med logikken. Når vi f.eks. indgår i et ægteskab og taler hjertets irrationelle sprog, så siger vi ’til døden os skiller’. Vi taler ikke vores rationelle hjernesprog og siger: ‘Jeg giver det 12 år…’
Og han sagde meget smukt om kærlighedens irrationelle væsen:
‘Kun fordi jeg har dig, kan jeg klare de problemer, som du uvægerligt giver mig’.
‘Hvis man kunne beregne kærligheden, ville man ikke regne den for noget.’
Når sorg af WHO gøres til en diagnose handler det også om håndterbarhed. Og om medicinsalg. Kritikken går på, om det ikke er et eksistentielt grundvilkår, koblet til kærligheden, at sørge. Sorg ér kærlighed, der er nu bare ingen mulighed for at komme af med den. Sorg er nytteløs. Trøsten er, at der ingen trøst er. Tabet er uoverskueligt stort – det er netop ikke håndterbart.
Alle taler om værdighed. Men det er et honnørord! Vær hellere opmærksom på, hvad der er på spil: Værdsat eller værdisat?
Torben Larsen
Formand for Landsforeningen Arbejde Adler
LIDT OM ARBEJDE ADLER
Nogle uger inden disse temadage blev der i kirkerne prædiket over en tekst i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger ”Jeg er vintræet, I er grenene”. Udover at bekræfte samhørigheden mellem Jesus og os, der udtrykkes ved ordene ”den der bliver i mig, og jeg i ham, bærer megen frugt”, så er billedet fra vingården også en illustration af, hvordan vi har brug for et træ – et fællesskab – at være grene på. Vi næres, glædes og udvikler os i fællesskab, ingen kan klare sig helt uden andre, så visner grenene og kastes bort.
Det siges også i en salme af Jørgen Kristensen fra 1976, der tager udgangspunkt i teksten fra Johannesevangeliet: ”Gold er den gren, der er helt uden druer, at være til er at være til gavn”. Nu kunne dette jo lyde som om, vi opdeler mennesker i dem, der gør gavn, og dem der ikke gør gavn. Sådan er det ikke. Tværtimod har alle mennesker en selvstændig værdi, og vort kristne livssyn bekræfter dette med korsfæstelsen in mente.
Når vi som foreningen Arbejde Adler kan slutte os til billedet om, at være til er at være til gavn, så rækker det helt tilbage til foreningens start for mere end et hundrede år siden, og det ligger jo temmelig tydeligt i foreningens navn.
Ligesom en lang række andre foreninger og organisationer, der blev stiftet i starten af nittenhundrede-tallet, så er formålet at afhjælpe den nød og elendighed, der herskede i Danmark på dette tidspunkt, hvor specielt vandringen fra land til by gav store sociale udfordringer. For Arbejde Adler var det specielt opgaven med at sørge for, at der var vilkår så man kunne finde arbejde. Eller som foreningens stifter, Nikolaj Dalhoff, skriver som de første ord i et lille skrift forud for stiftelsen: ”Arbejde giver brød. Manglende arbejde bliver altså mangel på brød. Og tung føles nøden af den, som både kan og vil arbejde, men for hvem der intet arbejde findes”. Derfor etableredes en række herberger og arbejdssteder. Datidens lokaliteter er meget langt fra de institutioner, der i dag er under Landsforeningens paraply, men sigtet er i virkeligheden det samme, idet formuleringen selvfølgelig er påvirket af hundrede års socialpolitik og velfærdsudvikling.
Retten til arbejde
Arbejdet er centralt for vores forening, og vores holdning til arbejdet findes i et af vores tre statements: Retten til arbejde. Vi siger bevidst retten til arbejde og ikke pligten til at arbejde, som man så ofte hører formuleringen. Der ligger en verden til forskel i menneskesyn på de to formuleringer. Hvis man er lidt kontant, så bruges pligtbegrebet i vore dage mest til at jage mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Opfindsomheden har været stor med hensyn til at finde måder at jage mennesker på. 12.000 ansatte på kommunernes jobcentre jagter de mennesker, der må leve af dagpenge, kontanthjælp eller andre ydelser. Opgaven skærpes år for år, og midlet er nye bureaukratiske regler og reducerede ydelser. Ikke mindst de mennesker der har sociale problemer oveni arbejdsløsheden – og hvem har eller får ikke det – udsættes for massivt pres og en oplevet og uudtalt mistillid til borgeren.
Vi vil en anden vej. Ved at ændre pligten til arbejde til retten til arbejde, bliver det samfundets opgave at inkludere alle – eller i hvert fald langt de fleste – på arbejdsmarkedet. Det er selvfølgelig ikke alle, der kan klare et såkaldt almindeligt job med en arbejdstid på 37 timer og ugen, ligesom mange mangler kvalifikationer til at kunne bestride de jobs, der normalt udbydes. Derfor er det også en ændring af arbejdsmarkedet, der skal til. Det skal som udgangspunkt erkendes, at der ”om jeg så må sige” er arbejdskraft i alle. Det gælder blot om at finde ud af omfanget, kvalifikationerne og evnen til at udføre arbejdet rent mentalt.
Selvfølgelig stiller dette nye krav til arbejdsgivere (hvor det offentlige er en meget væsentlig aktør), og deres villighed til at have mennesker ansat på andre vilkår end de sædvanlige. Kan denne villighed mon findes, når hovedparten af virksomhederne kun tænker på konkurrenceevne, vækst og profit? Ordninger med flexjob, revalidering etc. tyder på, at hjælpes der lidt på vej fra det offentliges side, så går det. Men bureaukratiet må væk og tilliden mellem virksomheder og det offentlige være til stede.
Retten til bolig
I den danske grundlov står der i paragraf 72, at boligen er ukrænkelig, og som vi i vores branche lidt galgenhumoristisk siger: -hvis du altså har en bolig. Uden at gå alt for meget ind i filosofiske overvejelser om krænkelser med og uden bolig, er det helt indlysende, at boligen er det andet centrale punkt i vores arbejde ved siden af arbejdet. Hvor arbejdet i foreningens første år var det helt centrale, står boligen i dag ved siden af arbejdet i vores arbejde.
At have sin egen bolig er helt essentielt for alle mennesker, også hjemløse og udsatte mennesker, også for narkomaner og alkoholikere, også for mennesker med psykiske sygdomme og mennesker med adfærdsvanskeligheder. Boligen, stedet hvor man er, er målet – og midlet til at føre den tilværelse, man drømmer om.
Derfor er der megen logik i, at begrebet Housing First har vundet så stort indpas i den danske debat om hjemløse og udsathed. Det drejer sig om at få mennesker i en bolig – og vel at mærke egen bolig– og ikke på institution eller lignende. Hjemløse og andre udsatte, der nu bor rundt omkring på institutionerne, skal flytte i egen lejlighed. Det er første trin – housing first. Som så meget andet er housing first begrebet hentet i USA, og introduktionen skete i en stor anlagt hjemløsestrategi, som blev udrullet i en række kommuner med den opfølgende indsats overfor borgere, der flyttede i egen bolig. Massiv indsats fra socialrådgivere, socialpædagoger, læger og psykiatere lykkedes det at give mennesker vilkår, der var klart bedre end tidligere.
Indsatserne fortsætter i et stykke tid, det typiske er ca. 9 måneder, og mange kommer godt igennem denne periode og finder nye veje i deres liv. Mange andre har behov for meget længere tid. Har behov for mere støtte, for fællesskaber, for at finde meningen med livet. For nogle af dem lokker tidligere livsmønstre, hvor besværlighederne træder i baggrunden og de tilsyneladende fordele lyser foran dem.
På institutionerne – og hos os i Arbejde Adler er det herberger, botilbud, aflastningstilbud m.v. – arbejder vi på at styrke beboerne til at flytte i egen bolig. Det tager tid. I 2019 gennemførte vi en undersøgelse, hvor vi fulgte samtlige udskrevne borgere fra herbergerne i perioden 2012 – 2016. Af de borgere der flyttede i egen bolig afhang succesen med denne flytning (om man bevarede boligen) i høj grad af længden, man havde været på forsorgshjemmet. Den forberedelse forsorgshjemmet havde kunnet gennemføre var særdeles betydningsfuld for borgernes fremtidige liv. Når dertil lægges, at forsorgshjemmene har mulighed for at gennemføre en efterforsorg efter udskrivningen, der sikrer en blidere overgang for borgerne, ses betydningen af forsorgshjemmenes indsats.
En rapport udgivet af tænketanken kraka og finansieret af Bikubenfonden og Dreyers Fond beskriver, hvordan bygning af nye boliger til hjemløse og samtidig reduktion i antallet af herbergspladser kan reducere antallet af hjemløse dramatisk på kort tid. Via Housing First og tilknyttet kommunal indsats forventes det, at de ca. 2.200 herbergspladser, der i dag er til rådighed kan reduceres med 1.000 pladser frem til 2025. Efter mere end 10 års stigning i hjemløsheden lyder dette selvfølgelig rigtig godt og optimistisk. Måske lidt for optimistisk.
Retten til liv
Fortællinger spiller en stor rolle i vores arbejde. Historier fortalt af vores beboere, livshistorier, oplevelser, registreringer, drømme. Virkelige historier, opdigtede, subjektive, objektive, oplevede. Historier der er beboernes liv, og som vi meget gerne vil høre for at lære dem at kende. Journalregistreringer fra socialforvaltninger, hospitaler, opholdssteder eller lignende giver os kun en ramme. Historierne giver os billedet og farverne. Ved at kende hele billedet sætter det sig på os på en måde, der gør os til vidner og i mange tilfælde til fortalere for de mennesker, der kommer til os.
I et meget bureaukratisk og regelstyret system, som de sociale institutioner er via lovgivning og styringsparadigmer fra offentlige samarbejdspartnere har vi en særlig opgave i at understøtte beboerne i rettigheder og selvbestemmelse. Antallet af sager i Den Sociale Ankestyrelse vidner om stor kreativitet hos det offentlige til at bøje reglerne for at spare på kommunale budgetter, og diverse grupper på Facebook vidner om nedladende, arrogant og tidsforlængende sagsbehandling i et omfang, der er skræmmende. Det kan vi være bolværk mod, fordi vi som selvejende institutioner kan stille os på beboernes side og reagere mod urimelig og nedladende behandling af mennesker, der har det svært.
Retten til liv er at sikre, at livet kan åbne sig med realistiske muligheder for den enkelte. Ikke alle drømme kan opfyldes. Det gælder for os alle sammen. Men urimelige begrænsninger må ikke finde sted. Mister borgerne troen på et liv, der svarer til blot nogle af de drømme, man har, så er der ikke meget at se frem til. Et liv uden håb kan nemt lede til det, vi for alt i verden skal undgå, at man påberåber sig ”retten til at gå i hundene”.
Referatet kan downloades HER