Statsminister Mette Frederiksens nytårstale omhandlede ikke overraskende i vid udstrækning corona-pandemi-krisen og håndteringen heraf. Det var ekstraordinære ord i en ekstraordinær situation.
Om at stå med hinandens liv i vore hænder, at holde sammen på afstand, mennesketomme gader, stilhed og ensomhed, sårbarhed og styrke.
At ofre og at yde – hjælpsomhed, sammenhold, tage ansvar og passe på hinanden – ja, sætte hensynet til hinanden først.
Og om at finde ud af, hvad det betyder at have et arbejde. Være med i et fællesskab, være med til at bidrage. Alt i alt en beskrivelse, som vi finder både rigtig og rimelig. Også det aspekt der handler om, at kriser altid rammer de i forvejen udsatte hårdest; dét ved vi om nogen.
Men også den afsluttende tematik i talen – sammenhængen på tværs af vores land – er af meget stor betydning. Vi hilser det velkomment at netop dén problematik fremhæves som afsæt for en kommende decentraliseringsindsats i en egentlig ‘velfærdslov’.
Hjemløshed og udsathed generelt har meget at gøre med, at mulighederne er blevet mere og mere skævt fordelt. Når mindre bysamfund og landdistrikter rundt i landet affolkes – konkret og i overført forstand mentalt – mister områder og byer også den kraft og saft, som hverdagsliv opstår ud fra og næres af. Når forenings- og kulturliv kæmper for at holde sig oven vande, når arbejdslivet hyper-effektiviseres og samles i større og større enheder, så udtones det folkelige sammenhold, så forsvinder den sunde balance imellem at kunne bidrage til fællesskabet på en naturlig måde og at kunne nyde godt af netop levende fællesskaber. Og ja, så er der ikke langt til, at de, som har det svært, ikke ses og ikke tages hånd om; ikke langt til ensomhed og social forskansning.
Muligheder lokalt – for at uddanne sig, for at arbejde, for at bo og have et hjem på et sted, hvor man føler sig hjemme og er kendt – er af utrolig stor betydning for at modvirke og forebygge udsathed og i sidste ende hjemløshed. Derfor er en decentraliseringspolitik, som fokuserer på liv lokalt i hele landet, vand på vores mølle. Bevægelsen imod København og de øvrige to-tre store byer bør bremses og vendes, ikke mindst også af sociale årsager.
Og det ligger i øvrigt i meget fin forlængelse af dét, som altid har været Arbejde Adlers bestræbelse: Agtværdigt arbejde lokalt og i hele landet. Prøv at se på kortet. De prikkede områder viser de egne, hvor Arbejde Adler allerede i 1917 (vi er stiftet i 1911) havde arbejdskolonier/-herberger så tæt beliggende, at der ikke var længere end 15 km imellem!
Et opholds- og arbejdssted med mindre end 15 km’s afstand! For “kun dermed kunne forhindres, at vandringsmænd tog ophold i lader og udhuse” som der står i Arbejde Adlers 75-års jubilæumsskrift fra 1981.
Regeringen havde i 1917 henstillet til, “at landets borgere undlod at rejse mere end hvad der var strengt nødvendigt”. Javel, årsagerne var andre i 1917 end nu, godt 100 år senere. Men så alligevel ikke, for et lokalt forandret arbejds- og socialt liv, tæt på hvor man bor og kommer fra, var dengang som nu pejlemærket i vort trods alt lille land.
Vi vil fremdeles arbejde for, at der er gode og reelle arbejdslivsmuligheder overalt i landet. Dengang som arbejdskolonier, nu også som socialøkonomiske virksomheder med fokus på at styrke mennesker, som ikke kan deltage hverken 75% eller 100% på et konkurrenceintensivt arbejdsmarked, og give muligheder for at kunne bidrage med dét, man kan og magter, støttet i og af et fællesskab og samvær, lokalt og meningsfyldt.
Gode og reelle livs- og arbejdsmuligheder i hele landet – Arbejde Adlers primære pejlemærke dengang som nu.
Hele nytårstalen kan du læse her: Mette Frederiksens nytårstale