Artiklen tager udgangspunkt i plejehjem for gamle, men problematikken er i høj grad også relevant for andre institutioner, fx handikappede, sociale opholdssteder, aflastningssteder og meget andet. Alle steder synes økonomien at være forud for de forbandelser, der kan følge med, når man er på institution, nemlig kedsomhed, ensomhed og hjælpeløshed:
I JP søndag den 17. januar var der et tankevækkende interview med tidligere departementschef Henning Strøm, der i en alder af 95 år blev interviewet om at bo på plejehjem. Han rettede en velformuleret og velargumenteret kritik af mulighederne for at fortsætte det liv, man har haft, og som man ønsker i videst muligt omfang at kunne fortsætte – med de forbehold for fysiske, sundhedsmæssige og psykiske begrænsninger, der naturligvis støder til i alderdommen.
For Henning Strøm er det især ensomheden, der plager ham, som han blandt andet udtrykte ved manglende samtalemuligheder med beboere og personale. Den markante kognitive svækkelse, blandt andet som følge af udbredt demens hos mange plejehjemsbeboere, isolerer de beboere, hvor det primært er den fysiske tilstand, der svækkes.
For et par årtier siden talte man meget om og eksperimenterede med opbygningen af det, man kaldte ”leve-bomiljøer” i plejehjemmene. Små enheder, hvor beboerne sammen udgør en selvkørende enhed. Hvor nærheden og sammenholdet mellem beboere og medarbejdere udgør en slags ”familie”. Hermed kunne beboerne inddrages i de opgaver, de havde ressourcer til, og den sociale interaktion ville være et godt værn mod ensomhed.
Sådan blev det ikke. Modernisering af metoder og økonomisk tankegang i det offentlige skete efter et overordnet princip samlet under begrebet New Public Management. Derfor blev plejehjemsdriften planlagt efter ønsket om stordrift, ensartet kvalitet, dokumentation af hver enkelt indsats og kvantitativ resultatvurdering.
Derfor står vi i dag med plejehjemmene, der i det store og hele, bortset fra en række meget slemme enkeltsager, som medierne heldigvis får fat i, leverer den fysiske pleje, som svækkede gamle mennesker har brug for. Hvad man ikke leverer i tilstrækkelig grad, er den individuelle mentale omsorg, som også gamle mennesker har brug for – ligesom alle os andre.
Alle har brug for sociale relationer til at stimulere dagligdagen, gøre livet meningsfuldt og give oplevelser og glæde i hverdagen. Det gælder også de beboere, der ikke umiddelbart selv kan give udtryk for det på grund af demens eller anden svækkelse.
Flere politikere taler om, at der skal flere medarbejdere på plejehjemmene. Det vil selvfølgelig give større mulighed for sociale kontakter, men det vil ikke løse det fundamentale problem med styringsparadigmer, der er kvantitative og ikke tager udgangspunkt i beboernes oplevede og ønskede liv.
Plejehjemmene skal være mindre. Følelsen af overskuelighed skal være til stede. Overskuelighed i forhold til andre beboere på stedet og i forhold til de medarbejdere, de gamle møder i dagligdagen. Der skal være mulighed for inddragelse og medbestemmelse, hvor kompliceret og ”besværligt” det kan forekomme. Plejehjemmene er ikke institutioner, men boliger med nogen hjælp fra hjælpsomt personale.
Så kan man vel bare opdele de store plejehjem i mindre enheder og bevare de stordriftsfordele, der er i ledelse, specialfunktioner, køkken, træning etc. Nej, det løser ikke problemet, og det er sådan set allerede almindeligt på de store hjem. Nej, det skal virkelig være selvkørende, mindre enheder, hvor afstanden fra leder til beboere er kort, ligesom afstanden fra leder til hver enkelt medarbejder er kort. Vi skal afskaffe hierarkiet i organisationerne for at få styrket ansvarligheden, dømmekraften og empatien.
Jeg tror, at plejehjem – eller som det egentlig hedder: plejeboliger – skal være i et omfang af ca. 25 boliger. Det er overskueligt for alle. Samlet set vil en sådan løsning nok blive dyrere, end den måde vi driver plejehjem på, men hvad måler vi ud fra? Antal beboere eller oplevet livskvalitet?