Social- og børnemisteren har igangsat en evaluering af området, der skal afdække det specialiserede socialområde, opstille en model for beskrivelse af specialiseringsniveauet med henblik på specialeplanlægningen, og som skal tage initiativer, der understøtter specialisering og viden.
Evalueringen kommer i forlængelse af de senere års pres på kommunernes økonomi på dette område, diskussionen om eksempler på privat udnyttelse af mulighederne for at skabe lukrative forretninger på at drive botilbud, samt et øget fokus fra patient- og pårørendegrupper, der kritiserer kvaliteten på botilbuddene, lange ventetider m.v.
Evalueringen afgrænses til sociale tilbud omfattet af socialtilsynet, hvilket blandt andet er botilbud til personer med handicap, udsatte voksne, anbringelsessteder for børn og unge, kvindekrisecentre og forsorgshjem.
Tre centrale problemstillinger træder efter vores mening frem i relation til evalueringen:
1. Spørgsmålet om hvad kvalitet er.
Her er det væsentligt at være fuldstændig klar over, at det er personer, selvstændige mennesker med helt deres personlige historie, vi taler om. Derfor drejer det hele sig om ét menneske ad gangen. Denne helhedsorientering, som mange taler om, er desværre alt for sjældent reel i det sociale system. Kvalitet er således i hvor høj grad den konkrete sagsbehandling svarer til borgerens ønsker, drømme og håb.
2. Tillid til at forskellighed er en styrke.
Med omlægningen fra amterne til kommunerne ved kommunalreformen skete et skift i samarbejdet mellem botilbuddene og det offentlige. Den tillidsbaserede samarbejdsform, der var med amterne og som betød en høj grad af frihed i måden arbejdet blev udført på, er mere eller mindre erstattet af et styringsparadigme, der begrænser råderummet. Dette hænger sammen med et ønske om at styre processerne i detaljer, primært for at holde styr på økonomien. Risikoen for at det svækker kvaliteten er stor, blandt andet ved via visitationsprocessen at medvirke til udvanding af en specialprofil for de enkelte tilbud. Det specialiserede socialområde har i høj grad været et område, hvor private initiativer har styrket indsatsen. Desværre har nogle sager på urimelig profit skygget for, at den væsentligste private indsats sker gennem selvejende institutioner, der arbejder non-profit ved, at et eventuelt overskud indgår i den selvejende institution til at gøre arbejdet endnu bedre og ikke mindst at udvikle det.
3. Udvikling og forskning er afgørende.
Der udarbejdes mange analyser og opgørelser over det sociale felt. De fleste er meget kvantitativt orienteret, og de fortæller knapt så meget om, hvordan indsatserne egentlig virker på borgerne. En omlægning af forskningen og udviklingsprojekterne til at starte med borgerne vil være nødvendig. Tage udgangspunkt i de individuelle og forskellige opfattelser af ”det gode liv”, erfaringer med svigt og tab, mistede forhåbninger i sagsbehandling og visitation m.v. Det er emner, der kan åbne øjnene for, at der skal noget særligt til, når man har ventet flere år på en bolig, man kan føle sig hjemme i eller et hjælpemiddel, der kan give en følelsen af, at være en del af samfundet.
Evalueringen er i gang og forventes at resultere i politiske initiativer i år.