Reelle forandringer af den offentlige styring kræver langsigtede pejlemærker. Ellers sker det ikke” siger professor Per Nikolaj Bukh og lektor Karina Skovvang Christensen, begge fra Aalborg Universitet, i Mandag Morgen den 26. april.
Deres synspunkter er, at det offentliges praksisser, organisering og styring sidder fast i modeller, som langt fra er optimale, men kortsigtet tænkning forhindrer fornyelse.
Samtidig hævder de, at en bedre økonomistyring vil øge effektiviteten med, hvad der svarer til 10 milliarder kroner ekstra til velfærden. Og endelig mener de, at der kræves en langsigtet vision og en ny model, som vi selv må udarbejde.Er det hvad vi har brug for i bestræbelserne på at få en presset velfærd til at fungere? Eller er det blot nye akademiske og bureaukratiske krumspring for øget kontrol og styring (hvem sagde New public management version 2.0?)
De aktuelle problemer er meget lette at identificere, hvis man vender det hele om og retter blikket mod der, hvor det foregår: I familierne, blandt de udsatte børn, på sygehusene, i daginstitutionerne, på plejehjemmene, blandt de handikappede, hos de ensomme, de udsatte, de hjemløse og mange, mange andre steder.
Alle steder er det ord som tillid, helhed, konsekvens og timing, der nævnes.
Tillid til at beslutninger træffes bedst af dem, der kender til de problemer, der skal løses og ikke skal pakkes ind i fine modeller og lange beslutningsprocesser.
Frustrationer over, at den detaljerede styring ovenfra igen og igen hæmmer muligheden for at se på mennesker som en helhed og ikke som adskilte problemer eller diagnoser.
Ønsket om, at love og regler formidles konsekvent i forhold til det, de er tænkt som og ikke bøjes i ofte ukendelige retninger efterhånden som de siver ned gennem bureaukratiet.
At hjælpen kommer til tiden, det vil sige når behovet er der, når muligheden for at gøre noget og hjælpe optimalt ikke blokeres af lange sagsbehandlings- og ventetider.
Desværre er diskussionerne om velfærden blevet et spørgsmål om økonomi, og som det nævnes ovenfor, hvordan omkostningseffektiviteten kan øges. Svaret er ikke mere økonomistyring men mindre, hvor friheden til at handle siver nedad mod der, hvor borgerne er. Det vil give den ikke uvæsentlige ekstra gevinst, at arbejdsglæden (og måske effektiviteten for nu at blive i økonomernes sprog) vil stige markant. Det giver bedre velfærd.