Ydelseskommissionens arbejde er regeljusteringer uden nybrud

Af Torben Larsen
Formand for Landsforeningen Arbejde Adler

7. juni 2021

Det er helt andre ting, der skal til. Og en helt anden forståelse hos det offentlige og i erhvervslivet af arbejdets betydning for den enkelte og betydningen for et harmonisk og solidarisk samfund.

Efter udsættelse af den oprindelige plan kom Ydelseskommissionen så med rapporten om kontanthjælpssystemet. Som kommissionens formand, Torben Tranæs, sagde ved den præsentation, jeg har overværet i Altingets sociale netværksgruppe: ”Vi opgav at justere og har tænkt kontanthjælpssystemet helt forfra”. Spørgsmålet er blot, om der i virkeligheden er så meget nyt – i hvert fald i forhold til det, der betyder mest for de borgere, der er omfattet af systemet.

Der er forbedringer. Ikke mindst med hensyn til de regler, der styrer kontanthjælpen. Kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen er afskaffet, og det virvar af ydelser, der har præget et kontanthjælpssystem, hvor der er bygget på og bygget på, er forenklet. Nu er der to grundlæggende niveauer, en grundsats og en forhøjet sats, og så meget få ekstra tillæg, der virker helt relevante, fx for familier med børn.

Beregningerne af effekten af omlægningen viser marginale forbedringer for familier med børn, hvor levevilkårene bliver knapt så stramme. Også personer med særlige behov har mulighed for en målrettet indsats i en periode. Når forskydningen mellem de forskellige grupper kun er små skyldes det, at kommissionen har arbejdet ud fra betingelsen, at økonomien fremover er den samme som hidtil. Dette forhold er da også blevet kritiseret af den ene side i Folketinget, medens den anden side tværtimod argumenterer med, at ydelserne er for høje.

Det er den gamle diskussion om pisk eller gulerod. Mit skøn er, at der er lidt mere pisk end gulerod i forslaget, og det er tydeligt, at de store overgangsproblemer, der er mellem de sociale og velfærdsmæssige forhold og de beskæftigelsesmæssige problemstillinger, ikke bliver løst af de foreslåede justeringer. Der er åbenbart kun fantasi til skaffe den marginale beskæftigelseseffekt, som forslaget arbejder med, gennem en stramning af ydelserne.

Flere og flere unge tabes rent uddannelsesmæssigt, og efterhånden, som de bliver ældre, stiger antallet af kontanthjælpsmodtagere også i de ældre aldersgrupper. Allerede nu er der mennesker, der rammer 20., 15. eller 10. år på kontanthjælp. Hvordan de kommer ud af denne ”midlertidige ydelse” er svært at se med det nuværende forslag fra kommissionen, der spagt indfører mulighed for mindre lønindkomst uden fradrag i kontanthjælpen og en pligt for kommunerne til at overveje situationen efter to år.

Det er helt andre ting, der skal til. Og en helt anden forståelse hos det offentlige og i erhvervslivet af arbejdets betydning for den enkelte og betydningen for et harmonisk og solidarisk samfund.