Annonce #1: Købmanden som socialøkonomisk arbejde

Af Troels Klinke Wæver
Udviklingskonsulent i Landsforeningen Arbejde Adler

11. juni 2021

Den 11. juni 2021 havde vi en annonce i Kristeligt Dagblad. Om hvordan købet af Købmanden i Hjøllund, tæt på Godrum, hænger sammen med vores sociale arbejde.

Første juni overtog Landsforeningen Arbejde Adler Købmandsgården i Hjøllund. En familiedrevet virksomhed gennem mere end 75 år og et vigtigt samlingspunkt for den lokale befolkning i et naturskønt område tæt på Hærvejen.

Udviklingen er tydelig: Mindre butikker i tyndt befolkede områder har svært ved at klare sig. Handelen koncentreres mere og mere i de større byer, og det bliver besværligt for knap så mobile borgere at følge med denne udvikling. Ja, de seneste statistiske opgørelser og prognoser over udviklingen viser faktisk, at koncentrationen sker med øget hast og med endnu mere fokus på de allerstørste byer.

Landsforeningen Arbejde Adler har som led i en ny strategi valgt at gå mod denne udvikling og give vores lille bidrag til at bremse op og tænke over om koncentration er godt, og stort er at fortrække for småt.

Vores første projekt i denne forbindelse er overtagelsen af Købmandsgården i Hjøllund, der ligger på Hovedvejen mellem Vejle og Viborg tæt på den gamle Hærvej. Det gør vi af to grunde: For at befolkningen i det lokale område fortsat har indkøbsmuligheder og den tilknyttede service, som en traditionel købmand kan yde. Og for at skabe jobmuligheder for mennesker, der normalt holdes udenfor beskæftigelse, idet den påtænkte udbygning af stedet i forbindelse med overtagelsen vil betyde jobmuligheder for mennesker, der skal have vilkår, der passer til de kræfter og evner, man er i besiddelse af. Man kan i den sammenhæng kalde Købmandsgården for et anderledes beskæftigelsesprojekt eller en socialøkonomisk virksomhed.

Købmanden hjælper os godt på vej
Det er ikke nogen hemmelighed, at Arbejde Adler aldrig har drevet købmandshandel før. Derfor hjælper den hidtidige købmand os i de første par år med at servicere den lokale befolkning på samme høje niveau som hidtil, der har gjort stedet til en veldrevet forretning. Forudsætningen for at udvikle stedet til også at være en anderledes og moderne beskæftigelsesindsats er, at forretningen fortsat er attraktiv, både for kunderne og ud fra et driftsmæssigt perspektiv.

Utraditionelle løsninger kan medvirke til at løsne stivnede systemer
At købe en købmandsforretning er naturligvis ikke det første man tænker på i en forening, der beskæftiger sig med at finde løsninger for hjemløse og andre socialt udsatte mennesker, men de senere års stadigt strammere vilkår for mennesker på bunden af samfundet appellerer til at finde nye løsninger. Vi vil fortsat have øjnene åbne for nye måder at skabe og anerkende arbejdsindsatser, der ikke følger tidens krav om effektivitet og profit.