I Arbejde Adlers Aflastning hjælper vi mennesker, som har slået sig hårdt på livet. Vi tilbyder midlertidige aflastningsophold for syge og socialt udsatte voksne.
Nogle af vores beboere har haft gode liv med familie, job og en god livskvalitet. Andre har været udsat for voldsomme sociale og psykiske belastninger siden deres tidlige barndom.
Livet har trukket grove og dybe spor hen over dem. Mange bliver chokeret over at høre, hvor ussel en tilværelse nogle medborgere faktisk frister. Du skal vide, at disse mennesker findes.
Bent findes. Han har levet et omflakkende liv med en ubehandlet personlighedsforstyrrelse, som han har selvmedicineret med hash og spiritus.
Pernille findes. Hun drikker for at holde stemmerne på afstand.
Jørgen findes. Han er plaget af adskillige alvorlige lidelser, men under aflastningsopholdet er han blevet stabiliseret.
Inge-Lise findes. Hun har drukket i mange år, vistnok siden sin ungdom, hvor hun stak af fra overgreb i hjemmet.
Frederik findes. Han er hjemløs på tredje år, stærkt hukommelsessvækket og har ikke én eneste privat relation.
Inger Christensen har skrevet: »Der er ingen, vi ikke kan gøre noget for, selv om det er umuligt«.
Er det for meget at bede om? Disse mennesker findes. Men ikke i så stort antal, at et civiliseret samfund ikke skulle have råd og overskud til at sikre dem et værdigt liv.
Læs mere i dette debatindlæg fra Politiken om levende og værdifulde mennesker, der lider, håber, giver op, kæmper sig tilbage og gør det så godt, som de kan. Gør noget mere for dem – selv om det er umuligt.
Link til Politiken: Jeg skriver, fordi du skal vide, disse mennesker findes