I de seneste måneder har der været en del omtale af begrebet samskabelse, som er et nyt ord for samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet, således omtalte Kristeligt Dagblad en ny bog om emnet udgivet af forlaget Eksistensen. Samskabelse er på vej til at blive en almindelig samarbejdsmåde mellem kirkerne og kommunerne, og følger således op på tilsvarende samarbejder, kommunerne har med frivillige organisationer, herunder med de fleste større kirkelige organisationer.
Samarbejdet foregår på velfærdsområder, som er økonomisk udfordret – og presset af politiske ideologier. Derfor er der en del kritiske røster i folkekirken overfor samskabelse og nogle finder, at det er en uheldig og unødig politisering af kirken.
Samskabelsen er specielt udbredt indenfor det, man kalder omsorgsområdet, og som blandt andet omfatter mennesker, der er svækket af sygdom, herunder af kognitive udfordringer (fx demens), ensomhed, hjemløshed, misbrugsproblemer, psykiske udfordringer og meget mere. Områder som det offentlige har svært ved at håndtere, selvom der i lovgivningen (fx i den sociale servicelov), er omfattende beskrivelse af foranstaltninger på disse områder.
Derfor etablerer kommunerne samarbejde med civilsamfundet, og det er blevet udbygget markant gennem de seneste årtier gennem etablering af væresteder, mødeaktiviteter, samtaletjenester, rådgivninger og meget andet. At kirkerne nu i højere grad inddrages i dette, som det fremgår af artiklen i Kristeligt Dagblad, er kun en helt naturlig konsekvens af, at kirken er en del af civilsamfundet. Kirkens egen indsats via diakonien arbejder i udstrakt grad med de samme problemstillinger.
Om kirken bliver mere politisk af et samarbejde med kommunen har jeg svært ved at se, indsatsen er jo i samarbejdskriterierne ikke defineret ud fra særlige politiske synspunkter, men er en forvaltningsmæssig konsekvens af en lovgivning.
Når jeg alligevel maner til en vis forsigtighed i at knytte sig for tæt til kommunen, hænger det sammen med en anden risiko end at blive en del af særlige politiske synspunkter. Jeg ser en risiko for, at samarbejdet kan presse kirkerne på de helt grundlæggende værdier, det er at være kirke.
Dette illustreres bedst ved at se på den måde samarbejdet foregår på mellem kommuner og frivillige organisationer, herunder de frivillige kirkelige organisationer. Samarbejdet har to sider. Den ene side er de opgaver, der skal løses i henhold til lovgivningen. Den anden side er den økonomi, der kræves for at løse opgaverne.
I spændet mellem disse to sider står kirken eller organisationen med sine værdier, og der kan nemt komme ubalancer, der udfordrer værdierne: Er der midler nok til at løse opgaven? Er der særlige krav til, hvordan opgaven løses? Er der enighed mellem kommune og kirke/organisation om målgrupper? Forventer kommunen rapportering om afvigende adfærd? Er ledelse og beslutninger uddelegeret til kirken/organisationen, eller er den delt?
Hvori ligger risikoen ved samskabelse? At man som civilsamfundsorganisation bliver (for) afhængig af den kommune, man samarbejder med, ved at der opbygges kapacitet og økonomi, som man bliver mere eller mindre afhængig af. Og dette forhold gør det vanskeligere og mere risikabelt at fastholde synspunkter og beslutninger, som den samarbejdende kommune måske ikke er så tilfreds med. Særligt når det drejer sig om sårbare og udsatte mennesker er dette problematisk, da både kirken og organisationerne som hovedopgave har at tale for mennesker, der ikke kan tale for sig selv. Eller at sætte mennesket først.