I mødet med sagsbehandleren, psykologen, lægen, kommunens gadeteam osv. bliver det tit til én overskyggende grund og årsag til, at man er, hvor man er. Det er svært at fastholde et helhedsbillede, for alle mulige og umulige grunde flyder sammen – og så er det nemmest at forholde sig til én udløsende faktor.
Men der er nærmest altid tale om mange (!) forskellige, men sammenhængende, aspekter, der er på spil samtidigt: Bolig, sundhed, arbejde, sociale kompetencer, uddannelse, familiære og venskabsrelationer…og meget meget mere.
Derfor bør forståelser af, hvad der kan og bør gøres og hjælpes med, ses i en udvidet helhed og sammenhæng.
Det gælder også de diagnoser, som man alt for ofte forsøger at få greb om situationen med:
I Kristeligt Dagblad den 4. august beskriver Per Hulstrøm, hvordan praktiserende psykologer med ydernummer underlægges bestemte metoder, tilgange, retningslinjer mv. i deres behandling af mange forskellige former for menneskelige lidelser.
Han beskriver detaljeret, hvordan et amerikansk fungeret, ensrettet paradigme har vundet udbredelse med stigende fokus på effektbeviser, evidens (dokumentation for, at metoden ‘virker’) mv. og med et tilsvarende faldende fokus på enkeltmenneskets individuelle situationer.
Han kalder det en one-size-fits-all-tilgang, båret af at skulle være ‘hurtig og billig’, og argumenterer for, at selve metoden burde fylde mindre og det enkelte medmenneske mere.
En for konventionel diagnose kan netop overskygge det menneske, som lider. Det bliver diagnosens standardiserede og metodiske behandling – manualen – som fylder, og ikke det menneske, som måske nok kortsigtet kan forstås ud fra den givne diagnose, men som naturligvis rummer så mange sammenvævede og ofte også modstridende dimensioner.
Det gælder især for mennesker, som befinder sig i skrøbelige eller udsatte livssituationer. Her bør de mange aspekter af misbrug, psykiske lidelser, manglende fundament i livet mv. ses i sin helhed og sammenhæng.
Alle, som har oplevet en psykisk lidelse, være det depression, burn out, sorg mv., véd, at det i mødet med standardiserede og skematiske “forståelser” kan opleves som skamfuldt ikke at ‘passe til behandlingsmetoden’ (Hulstrøm henviser til kronikken i KD 28.7.21 – se link nederst).
Hvad er så en bedre vej frem? Indrømmet, “mennesket før diagnosen” klinger lidt klichéagtigt og overfladisk. Vi må kunne finde et bedre grundlag.
Måske lå svaret lige for næsen af os, som læste debatindlægget i KD den 4. august. For i spalten til højre var der den faste klumme ‘ordet’, som havde overskriften “Gode investeringer” og hvor Thomas Kristensen kort udlagde en tekst fra Ordsprogenes Bog 3, 27:
“Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det”.
I vort daglige arbejde med mennesker, som kortvarigt eller med længere spor befinder sig i udsatte og skrøbelige livssituationer, er det vor erfaring, at strukturelle metoder og tilgange faktisk kan være gode – men også, at de langt fra kan stå alene.
For metoderne og ‘evidensen’ udvisker ofte muligheden for at fornemme og adressere det, som ligger ‘nedenunder’ den akutte situation. Derfor kan det være godt at huske det helt basale med- og mellemmenneskelige og med både mod og integritet at ‘gå ud over’ metoderne for at yde dét, som står i ens magt, og som det menneske, som står over for en, har brug for:
“Hold ikke et gode tilbage fra den,
som har brug for det,
når det står i din magt at yde det”.
Links:
Debatindlæg af Per Hulstrøm: Giv os lov til at se mennesket bag diagnosen:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/psykolog-giv-os-lov-til-se-mennesket-bag-diagnosen
Kronik af Line Druschke Knudsen: Jeg er målløs over psykiatriens utilstrækkelighed:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/line-har-lidt-af-spiseforstyrrelser-i-15-aar-jeg-er-maalloes-over-psykiatriens