-Har du set, at kommunen har sat bænke op på fortovene på gader med mange butikker, spurgte en kvinde sin veninde, da de passerede mig på vejen til Vanløse station i København. –Ja, svarede veninden, så må man blot håbe, at alkoholikerne ikke sætter sig på dem. En ordveksling der forekommer almindelig, måske forventet, men ikke desto mindre afspejler en foragt eller frygt for det anderledes.
Nu var det alkoholikere veninden tænkte på og ikke narkomanen, den hjemløse, den svagt begavede, den handikappede eller den fremmede. Eller andre der kunne have brug for et hvil eller pusterum på en af de klassiske grønne bænke. Eller hvor bænken måske ville få en helt anden funktion, end veninden tænkte på, nemlig ved at være befordrende for lidt fællesskabsfølelse, at blive en del af noget, og måske mærke lidt medfølelse og varme fra et andet menneske.
Måske er bænken et kommunalt halmstrå til mennesker, der er ensomme, føler sig udstødte eller udsatte og hvor bænken kan være den helt uforpligtende måde at skabe relationer mellem mennesker. Og samtidig kan bænken være det sted, hvor det ukendte – eller de ukendte man ikke kender til – blive bare en lille smule mindre skræmmende – end før, hvor man ikke kendte til dem.
Fattigdom og hjemløshed har altid eksisteret, og vil sikkert også gøre det i fremtiden. Faktisk går det rigtig godt med vækst indenfor begge områder; flere bliver fattige (og flere bliver rige) og flere må klare sig som hjemløse i perioder af deres liv. I vores vækstfikseret samfund er det en voksende gruppe, der ikke kan klare sig i konkurrencen om velfærden.
Men hvorfor bliver man hjemløs? Vi er gode til at tælle, hvor mange hjemløse der er, og at tallet har været støt voksende gennem en længere årrække. Vi har også styr på, hvem der opholder sig på hjemløseinstitutionerne og på værestederne, men årsagerne til hjemløsheden er kun sporadisk blevet kortlagt. Man taler i flere undersøgelser om to grupper af årsager til hjemløsheden, individuelle eller strukturelle årsager. De individuelle årsager vedrører et menneskes personlige situation, livsforløb og lignende, medens de strukturelle årsager vedrører sociale og økonomiske faktorer på fx arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Det har imidlertid været vanskeligt at finde tydelige sammenhænge mellem faktorerne og det at blive hjemløs.
For at prøve at komme tættere på årsagerne til hjemløshed gennemførte Kirkens Korshær et forskningsprojekt om ældre hjemløse. Hvordan var de nået til det sted i livet, hvor de er nu? Hvorfor er de ikke kommet ud af hjemløsheden som så mange andre, og hvad skal der ske med dem videre i livet. Forskningsprojektet blev udført af ældreforskeren og sociologen, George W. Leeson og med økonomisk støtte fra Fonden Ensomme Gamles Værn. Resultaterne blev offentliggjort ved en konference på Christiansborg i 2006.
George W. Leeson bruger Det levede liv som forskningsmetode. At hans projekt har fokus på ældre hjemløse betyder, at der opsamles mange erfaringer og oplevelser fra livet, der kan medvirke til at finde risikofaktorer for hjemløsheden og måske sammenstykke en forklaring for hvert enkelt menneske, Leeson har talt med.
Nogle af de mange risikofaktorer, der identificeres i rapporten, skal omtales her uden en dybere forklaring men blot for at vise spændvidden i arbejdet:
– Fysisk eller seksuelt overgreb som barn
– Familieproblemer
– Anbringelse uden for hjemmet
– Kriminalitet/Fængselsophold
– Manglende socialt netværk
– Narko eller alkoholmisbrug
– Dårlig skolegang
– Psykiske problemer
– Dårligt fysisk helbred
Men selv med en, flere eller mange af disse risikofaktorer betyder det ikke nødvendigvis, at man bliver hjemløs. Der skal også være en begivenhed eller oplevelse, der udløser hjemløsheden, og her er forklaringerne stærkt individuelle, hvoraf nogle nævnes her:
– Man forlader barndomshjemmet
– Ægteskab/partnerskab opløses
– Ægtefælles/partners dødsfald
– Man udtræder af militæret/sømand går i land og lignende
– Man udskrives fra behandlingsophold
Leeson fortæller om sine antropologiske observationer ved at beskrive det levede liv hos hvert enkelt af de mennesker han har omfattet i sin forskning. Selvstændige historier, hvor ikke to er ens, men hvor en række fællestræk kan findes, hvis man ser godt efter. For hver enkelt udfolder det sig i drømme og håb, måske tøvende, fordi erfaringen er, at håbene ikke holder, fordi drømmene af andre opfattes som urealistiske.
Afklaring og helhed
Beskrivelsen af det levede liv hos mennesker, der er hjemløse, har en hjemløselignende adfærd eller er hjemløse truede giver en fornemmelse af, at de risikofaktorer, hvor det går galt, eller de udløsende faktorer, der skubber borgeren ud i hjemløsheden, ofte kunne have været de alarmer, der skulle til for at undgå hjemløsheden.
De fleste har været i kontakt med ”systemet”, måske endda flere gange og over længere tid, men alarmen har ikke ringet kraftigt nok eller på de rette kontorer. Eller der er nogle systembureaukratiske regler som blokerer for den sunde fornuft, fx behandlingen af dobbeltdiagnoser (har en afhængighedslidelse (misbrug) og samtidig en psykiatrisk lidelse), den ensidige fokus på at bringe borgerne i almindelige jobs, selvom det er indlysende for enhver, at arbejdsevnen er minimal og ikke passer til traditionelle jobs og kravet til at bo som alle os andre, der ikke kan opfyldes af alle.
Kontakten mellem borger og system (oftest kommunen) udspringer for det meste af en konkret hændelse eller særlig problemstilling. For mange af borgerne ”noget med penge”, for hjemløse derudover ”noget med bolig”. I alle tilfælde forsøger borger og sagsbehandler at afklare, hvad problemet er, så der kan findes en løsning indenfor de rammer, der nu engang er tilgængelige, og som kan være svære at håndtere og finde rundt i. Også for sagsbehandleren.
Hvad er det den udsatte borger møder op med i en situation, hvor man skal bede om hjælp eller retfærdiggøre fortsættelsen af en hjælp, man modtager? Det er i hvert fald ikke overblik over de komplicerede regler, der er omkring kontanthjælp, beskæftigelseskrav, boligydelser, engangsydelser, revalidering, misbrugsbehandling osv. Det er nok heller ikke den store tillid til, at samtalen med sagsbehandleren løser alle de problemer, man har med i bagagen, på de 15 minutter der er til rådighed. Hvis man så i øvrigt selv er klar over, hvor mange steder skoen trykker, og man er i stand til at forklare det. Derfor slutter de fleste samtaler med fokus på én problemstilling og måske en konkret løsning på denne.
En egentlig og grundig afklaring finder sjældent sted, når forløbet mellem borger og sagsbehandler består i møder med frekvenser på en måned eller et kvartal. Afklaringen kræver tættere kontakt og mange møder, hvor det levede liv kan indgå med de op- og nedture, vi som mennesker tager hver især, og som har helt konkrete betydninger for hver enkelt af os i vores fremtidige livsudfoldelse.
Afklaringen er forudsætningen for, at borgerens hele situation kan danne grundlaget for de forslag, foranstaltninger og beslutninger, der er relevante. Helhedssynet er forudsætningen for moderne sagsbehandling i en nutidig socialpolitik, men desværre fremmer den måde, det offentlige organiserer sagsbehandlingen, ikke det at borgerne opfattes som hele mennesker, hvor alle elementerne hænger sammen og påvirker hinanden.
Konsekvensen er at mange løsninger og mange ydelser ikke får den virkning, der var tilsigtet. Og mange borgere får slet ikke den kobling mellem de drømme de har, og de håb de nærer, og så de løsninger, som systemet møder op med.
Alle mennesker har drømme om, hvordan livet fremadrettet skal forme sig. Dette gælder også uanset, hvordan tilværelsen har været indtil nu. Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid, og for mennesker med mange skuffelser, mange slag og spark af tilværelsen, uanset om det er selvforskyldt eller ej, er der også drømme om, hvordan livet kunne udfolde sig, hvis man selv kunne vælge. Er det ikke vigtigt, at vi giver plads til at formulere og lytte til disse drømme, når vi skal give gode råd til en borger, der gerne vil have retningsændring i sit liv? Bør vi ikke lytte fordums frit og med tillid til, at drømmene er ægte og dybtfølte, selvom tidligere forsøg på ændringer er fejlet?
Med indlevelse og medfølelse kan vi, der arbejder med socialt udsatte, nærer de spæde håb og ændringer, der med udgangspunkt i borgerens egne drømme kan fører til et liv, som primært leves på borgerens foretrukne måde, men som også kan holde sig indenfor de rammer, samfundet kan acceptere.
Ophold på hjemløseinstitution eller andre midlertidige tilbud
Afskaffelse af hjemløshed har i de seneste år været et politisk dogme – eller fatamorgana, der blandt andet som konsekvens har at nedlægge eller omdefinere landets omkring 70 hjemløseinstitutioner (benævnt herberger eller forsorgshjem og alle inkluderet i servicelovens § 110). Studieture til i særdeleshed Finland har styrket tanken om at omdanne institutionerne til selvstændige boliger eller til at nedlægge dem. Planen er at hjemløshed fjernes ved at give hjemløse en bolig efter modellen Housing first. Boligen definerer, om man er hjemløs. Tilkend boligen og hjemløsheden er afskaffet. Alle de andre problemer, en tidligere hjemløs måtte have, løses efter at boligen er erhvervet.
Efter indflytningen følges op med en massiv indsats, der ideelt set omfatter fagligt personale indenfor alle relevante områder, fx sundhed, psykologi, pædagogik, sociale forhold m.v. Sådan er det i hvert fald tænkt i nogle tilfælde og i nogle kommuner, men sådan vil det ikke gå for alle. Andre steder vil opfølgningen efter indflytningen i boligen blive kortvarig og derfor risikere at være så skrøbelig, at opretholdelsen af boligen er problematisk.
Boligen er ikke altid det største – og i hvert fald sjældent det eneste problem, den hjemløse har. Derfor skal der mere til, og måske er forberedelsen inden udflytningen det, der afgør, om udflytningen bliver en succes.
Når man tænker på årsager til hjemløshed og de udløsende faktorer, som er nævnt ovenfor, er det indlysende, at løsninger ikke skal være standard løsninger. Hvert enkelt menneske har sit eget særpræg, sine egne problemer og sine egne drømme. Derfor er løsningerne også individuelle, hvis de skal virke.
På landets hjemløseinstitutioner opholder sig gennem et år omkring 7000 forskellige mennesker på de i alt cirka 2500 pladser. På institutionerne møder de faguddannet personale, fx socialpædagoger, socialrådgivere, social- og sundhedsassistenter og andre med indsigt i sociale og sundhedsmæssige problemstillinger. Formålet med opholdet er afklaring og handling. Afklaring af borgerens totale situation med henblik på handling, så situationen for borgeren kan blive stabiliseret og ”normaliseret”. Servicelovens § 141 beskriver detaljeret, hvordan sådanne afklaringer og handleplaner skal udarbejdes og peger endog på muligheden for, at sådanne planer benævnes helhedsorienterede planer. I det hele taget har lovgiverne fat i problematikken omkring de mangeartede problemer, som hjemløse og andre udsatte borgere har, idet der tales om komplekse og sammensatte problemer, hvor der kan eller skal udarbejdes flere planer for indsatserne, og hvor der er et koordinationsbehov forbundet hermed.
Samarbejdet omkring borgeren mellem institutionen og borgerens handlepligtige kommune er forudsætningen for, at servicelovens bestemmelser om afklaring og handling kan blive opfyldt. Institutionen har det aktuelle kendskab til borgeren, medens kommunen har historikken, de tidligere foranstaltninger, der er sat i gang, og måske også listen over mislykkede indsatser. Man møder med to forskellige forudsætninger og erfaringer. Institutionen ser borgerne nu og her, lægger umiddelbart større vægt på det der siges og erfares lige nu. For kommunen fylder historien mere, listen over tidligere indsatser, hvor ikke gennemførte ting kan hæmme troen på nye tiltag.
Derfor er samarbejdet mellem institutionen og kommunen utrolig vigtigt, og det må ske med forståelse og respekt for de forskellige udgangspunkter, man har i forhold til borgeren. Det er kommunen, der er myndigheden og som afgør, hvad der skal ske, men en vis opblødning i beslutningsstrukturen, hvor der lægges betydelig vægt på situationen lige nu, som den opleves på institutionen, vil give plads til de drømme og det håb, mange borgere har for at komme ud af en fastlåst situation. Giv plads til at tro på viljen til forandring og tillid til, at de fleste hjemløse og udsatte mennesker ønsker forandringer, der fører dem hen til det liv, de ønsker at leve. Giv plads til at drømmene kan drømmes med håbet om drømmenes opfyldelse.
Samarbejdet mellem institution og kommune fortsætter også efter udskrivelsen af borgeren fra institutionen. Der er i serviceloven givet mulighed for, at institutionen kan udføre efterforsorg i forhold til borgere, der udskrives fra institutionen. En meget klog foranstaltning for at støtte borgere i overgangen mellem to faser i livet. Overgange er svære. Det gælder uanset om vi taler om hjemløse, om overgangen til pensionisttilværelsen og måske en ny bolig i den forbindelse, om overgange på hospitalerne og i sundhedssektoren i almindelighed og sådan set også om overgangen fra børneliv til voksenliv. Vi er sårbare i sådanne situationer, og vi skal have noget eller nogen at støtte os til.
For den hjemløse, der flytter i egen bolig, er den eller de at støtte sig til, de sagsbehandlere, pædagoger eller andre, der har hjulpet til med afklaring, handleplaner og forslag i forbindelse med at etablere en ny situation, et nyt udgangspunkt for en lidt anderledes tilværelse. Forberedelsen til forandringer kræver indlevelse og medfølelse af de medarbejdere, der hjælper borgeren over de mentale barrierer, der står parate til at afvise det fornuftige i handlingen. De fleste af os er utrygge ved forandringer og det nye. Ser trygheden i det eksisterende, selvom det kan være nok så indlysende, at der kan ske forbedringer ved at satse på det nye. Medarbejdere man kender er bedre til at give trygheden i forbindelse med store ændringer.
Nogle korte fortællinger
De efterfølgende pluk fra hjemløses og udsattes historie er små typiske elementer for hver enkelt person. Mange små elementer og ikke lange totale beskrivelser af få personer. Relevant som det nu nok kunne være. Formålet med de korte fortællinger i denne sammenhæng er at give indtrykket af, hvad der gælder for enhver og hvad der gælder for hver enkelt.
Fortællingerne er plukket fra flere forskellige kilder. Nogle videnskabelige antropologiske studier, andre usystematiske refleksioner af fagfolk efter møder med mennesker, de har været i kontakt med som fagfolk.
Et tilfældigt møde på en S-togs station:
-Er du på vej hjem?
Nej, nej da. Jeg har ikke et hjem. Ikke fast. Det hele er mit hjem. Jeg har steder rundt omkring, hvor jeg kan komme og sove. Men jeg tager altid taskerne med. Man ved jo aldrig om man kommer tilbage dertil.
Du er ikke fra kommunen, vel? Eller politiet? Eller aviserne? De forstår os ikke. Jeg forstår det heller ikke, men jeg ved, hvad jeg ikke vil have. Jeg vil bare passe mig selv.
Jeg går rundt, sidder bare. Går på biblioteket. Kommer på væresteder. Og andre steder. Min søster passer på pengene for mig. Jeg skal ikke have for mange penge på mig.
Fremtiden? Den er svær. Lige nu er fremtiden i aften og jeg skal finde et sted at sove.
Samtale på et værested:
Jeg bor alene. Jeg har altid været alene. Aldrig damer – i hvert fald ikke sådan fast – og ingen børn, som jeg ved af. Jeg var jo mere til gutterne og bajerne, så der var ingen, der ville have mig.
Jeg har et værelse, men hvem gider sidde og glo på væggen? Ikke mig. Jeg går meget. Bare rundt i byen. Går, går, går.
-Hvad gør du, når det er lukketid?
Så jeg kommer her hver dag, og når de lukker her, tager jeg tilbage til mit værelse og ser lidt TV. Men så får jeg øje på billederne af min datter og mine børnebørn. Jeg har tre billeder, så det bliver ikke så meget TV alligevel. Jeg sidder bare og kigger og tænker, og så kan jeg ikke være der. Jeg bliver ærgerlig. Jeg har prøvet at lægge de billeder væk, men jeg ender med at tage dem frem igen efter et par timer. Jeg har sgu ikke andet. Jeg kan ikke samle mine tanker. Nogle gange sætter jeg mig i kirken med mine tanker. 6
Medarbejder på et aflastningstilbud med særlig vægt på socialt udsatte
En af måderne at dæmpe forbruget på er naturligvis at sikre sig, at John ikke har mulighed for at købe eller få alkohol. Det viser sig imidlertid at være vanskeligt. John knytter hurtigt alliancer med andre beboere på afdelingen, der er villige til at købe alkoholen i butikker tæt på. Selvom personalet kende til denne trafik, kan den ikke stoppes. Der er ikke mulighed for at nægte borgerne at gå på indkøb, og aftaler imellem borgerne kan vi ikke blande os i.
Tydeligt slidt af lang tids misbrug og hjemløshed
Carlo ender med at bo i Arbejde Adlers Hus i godt ni måneder. Gennem hele opholdet virker han rastløs og rodløs. Mange dage traver han rundt i København. Gerne til steder hvor der er mange mennesker. For eksempel er han glad for at sidde på Hovedbanegården, hvor han ofte kommer i kontakt med de rejsende. Mens han bor i huset, drikker han en del, og han kommer jævnligt til skade i alkoholpåvirket tilstand. Mange nætter overnatter han hos vennen. Enkelte gange tager han på besøg hos familien.
Rundt i manegen
Borger lander på aflastningstilbud efter hospitalsophold. Er akut boligløs. Har dårligt helbred efter årelangt misbrug af alkohol og hash. Han profiterer godt af opholdets fysiske rehabilitering men har det mentalt dårligt. Har en uafsluttet sag om førtidspension, der plager ham. Sagen er startet for 10 år siden og har været i mere eller mindre intensiv sagsbehandling siden. Der mangler hele tiden nye oplysninger, som kommunen vil have. Medarbejder oplyser borger om hans ret til at få sagen afgjort på det foreliggende grundlag. Det beslutter borgeren sig for at bede om, selvom han er meget nervøs for afgørelsen. Førtidspensionen bevilges efter få minutters møde i kommunen.
Det er ikke mit bord
Borger modtages på aflastningstilbud, da egen bolig er udbrændt. Boligen sættes i stand via forsikringen. Borger er alkoholdement og præget af manglende initiativ. Borger har mange ubetalte gældsposter og indkaldes til fogedretten, selvom han har mange penge på sin konto. Aflastningstilbuddet kontakter borgerens SKP, som oplyser, at hun ikke kan hjælpe. I forbindelse med indflytningen efter renoveringen af lejligheden beder aflastningstilbuddet kommunen om, at boligrådgiver hjælpe til med det praktiske. Dette afvises, da borgeren har god økonomi.
De tre forbandelser
I sin bog ”At være dødelig. Om livsforlængelse og livskvalitet” fortæller den amerikansk-indiske professor og læge Atul Gawande om menneskets tre forbandelser: Kedsomhed, ensomhed og hjælpeløshed. Og selvom bogen egentlig er skrevet for og om mennesker, der står i den absolut sidste fase af livet, ser vi nøjagtig de samme forbandelser, når det drejer sig om hjemløse og andre udsatte mennesker. Ja, mon ikke forbandelserne i virkeligheden rammer os alle, i det mindste sporadisk igennem livet.
Kedsomheden der ofte spejler sig i det monotone liv, måske udviklet gennem livet ved tab, nederlag, fiaskoer. Resignationen bliver til gentagelse af det, man er sikker på. Nysgerrigheden er forsvundet og tankerne er ikke opsøgende. Det der ligger forbi det kendte har man ikke øje for og interesserer sig ikke for. Livet bliver en trummerum, en skal der let kan blive uden indhold.
Ensomheden rammer hårdt blandt hjemløse og udsatte mennesker. Ikke alene er kampen for tilværelsen hård, men følelsen af skam er en stærk ensomhedsfremmende faktor.
Hjælpeløsheden kommer helt af sig selv, når man som menneske er ude i situationer og livsfaser, hvor tingene virker uoverskuelige, hvor man ikke forventer hjælp, fordi den hjælp man har efterspurgt og måske råbt på, ikke kommer eller ikke virker.
De tre forbandelser kan let tage modet og troen på en lidt bedre fremtid fra enhver, der ligger ned. Drømmene om det, der kunne gøre det bedre bevares forhåbentlig hos de fleste, for selvom situationen her og nu ser uoverskuelig ud, er det først rigtig galt, når alt håb er ude.