Lige nu er det børnene – og med god ret – der er i centrum for mediernes eksempler på en psykiatri i velfærdssamfundet, der mildt sagt ikke fungerer. Lange ventetider, store skader, der får vidtrækkende konsekvenser, og familier der dropper ud af det kollektive sygesikringssystem for at komme først i køen, men som dermed truer solidariteten i samfundet.
Og det var kun børnene. Alle andre aldersmålgrupper har i årevis lidt af en psykiatri, der halter mere og mere bagefter efterspørgslen. Når man ser på de 37 anbefalinger til forbedring af psykiatrien, som Sundhedsstyrelsen har lanceret, får man ikke alene et fremadrettet perspektiv, som er meningen med udspillet, men man får også en indirekte beskrivelse af, hvordan indsatsen indtil nu har haltet efter behovene – og lidt hårdt sagt måske har spillet fallit. Lad mig give et par eksempler.
Anbefaling nr. 3: Styrket udredning og behandling af somatisk sygdom blandt mennesker med psykiske lidelser. En eklatant mangel på psykiatere bremser megen relevant psykiatrisk behandling. Det kan ikke alene få konsekvenser for menneskers livskvalitet, men det kan også forsinke forløb andre steder i velfærdssystemet, fx tildeling af førtidspension, ophold på botilbud m.v. En analyse, analysevirksomheden Analyse + Tal har gennemført på foranledning af Arbejde Adler og Overførstergården i de offentlige sundhedsregistre viser, at næsten halvdelen af beboerne på forsorgshjem og/eller herberger har en psykisk sygdom, men at langt fra alle kommer i behandling, og oftest først efter to-tre år.
Anbefaling nr. 10: Tidlig opsporing af børn og unge med psykisk mistrivsel og psykiske lidelser. Problemkomplekset er erkendt gennem mange år og mange tiltag er sat i gang, ikke mindst fra civilsamfundet. Alligevel er problemet vokset og vokset. Den offentlige indsats er utilstrækkelig, og det er svært ved at se, hvordan den kan øges.
Anbefaling nr. 15: Systematisk og målrettet opsporing af mennesker med psykiske lidelser i almen praksis og kommuner. Den almen praktiserende læge er naturligvis et vigtigt omdrejningspunkt for opsporingen, men i mere udsatte grupper er kontakten til egen læge svag og tilfældig. Er der tilmed misbrug, svækkes kontakten. Herudover er ventetid på psykiatriske udredninger i sig selv et problem og mange gange skadelige for kontakten mellem egen læge og den syge borger. Vejen skal være kort mellem konstatering af problem og den videre indsats.
Anbefaling nr. 29: Kvaliteten i sagsbehandlingen på voksenområdet styrkes, så mennesker med psykiske lidelser modtager det sociale tilbud, som bedst hjælper dem til at komme sig. Først og fremmest handler det om, at de fagfolk, der er i kontakt med psykisk syge mennesker har evnen til at leve sig ind i den syges situation og vise den medfølelse, mennesket har brug for. Det styrkes ikke nødvendigvis af stive metoder, som borgerne har svært ved at forstå.
Anbefaling nr. 32. Et bredt uddannelses- og kompetenceløft af socialpsykiatrien og en styrket rekuttering. Det store problem er pladser og medarbejdere. Og at få psykiatrien naturligt ind i det sociale arbejde. Sammenhænge og overgange kræver medarbejdere, der ikke isolerer sig indenfor snævre grænser men medarbejdere, der ser helheden i det menneske, der står foran en.
Den faldende mentale sundhed er et meget stort og stigende samfundsproblem. Kan det vente i 10 år på gennemførelsen af endnu en psykiatriplan? Vi mener nej. Der skal noget andet til end det, der er prøvet flere gange før. Hvad det er må vi få de mange kompetente fagfolk på universiteter og andre uddannelsesinstitutioner til at komme med relevante bud på. Uden at lade sig hæmme af sædvanligt bureaukrati.
Afslutningsvis er det godt, at Sundhedsstyrelsen lægger et meget stort katalog frem. Vi er bange for, det drukner i prioriteringers diskussioner, bureaukrati og stive faggrænser. Sådan må det ikke gå.
* * *
Vil du gerne læse flere nyheder fra Arbejde Adler?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev.