Etisk Råd har med en omfattende redegørelse for omsorgen i sundhedsvæsenet sat fokus på et ømt punkt i de danske velfærdsydelser: Et stigende behov for sundhedsindsatser (og sociale indsatser) presser de offentlige budgetter og sætter omsorgen under pres ved i større eller mindre grad at adskille den fra de sundhedsmæssige (og sociale) kerneydelser.
Redegørelsen fokuserer på forholdene i sundhedsvæsenet, hvor behandlingen af sygdomme naturligt nok er i centrum, men hvor omsorgen ikke må reduceres til en form for venlig overflade på en ellers udmærket behandling.
For mennesker har ikke kun brug for at blive behandlet for de sygdomme, der er den umiddelbare årsag til kontakten med systemet. Det er afgørende for den sundhedsmæssige (og sociale) indsats, at man ser det hele menneske. Det kan kun opfyldes ved at se på de behov, hver enkelt har, uanset om man har bedt om det eller ej. Dette kræver indlevelse og medfølelse samt tid til, at medarbejderne kan opbygge og styrke relationerne til patienter og borgere. Som Etik Råd skriver ”nærvær og tid er væsentlige for omsorg”.
Med redegørelsen og de syv budskaber giver Etisk Råd lederne indenfor sundhedsområdet (og det sociale område) et redskab i håndteringen af måle-tyranni og standardisering. At udøvelse af omsorg er krævende påpeger Etiks Råd også: ”At møde patienter og beboere i sårbare situationer er at blive mindet om, hvilket ansvar jeg har for deres skæbne.”
Læs mere om redegørelsen og de syv budskaber fra Etiks Råd her: www.etiskraad.dk
* * *
Vil du gerne læse flere nyheder fra Arbejde Adler?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev.