Den slags spørgsmål står i kø, når talen falder på samfundets udgifter til de allersvageste. Måske fordi presse og politikere med aldrig svigtende dokumentationsiver sørger for at oplyse præcis, hvor mange millioner den ene eller anden nødstedte gruppe borgere trækker på fællesskabets konto. Den udgiftsfikserede diskurs smitter af på vores hverdagssprog og legitimerer en udbredt nedværdigende omtale af borgere, som formaster sig til at koste samfundet penge. Tænk på udtryk som socialnassere, ældrebyrde, sindssyge osv. Det er som om, at det værste man kan være er en udgift for samfundet. Men udnævnelsen af de udsatte og de syge til samfundsøkonomiske syndebukke, kan ikke fortrænge det trivielle faktum, at vi alle koster fællesskabet penge. Men der er tendens til, at vi får noget forskelligt for pengene.
For hvordan ser en almindelige middel-of-the-road danskers samfundsøkonomiske udgiftsprofil egentlig ud? Personligt kom jeg skidt fra start. Ganske vist blev jeg født hjemme. Men nu kommer det: Der var tilkaldt en jordemoder! Dermed havde jeg blot få timer inde i livet røde tal på mit økonomiske mellemværende med staten.
Efter min mors korte barselsorlov sørgede mine forældre for privat pasning, så min mor ikke længere unddrog sig sin pligt som selvforsørger og skatteyder. Men ak, få år senere skred regnskabet atter. Min bror og jeg kom i børnehave og vuggestue, hvilket igen betød udgifter for staten. Op gennem barndommen nød jeg godt af diverse samfundsbetalte vaccinationer og blev af og til tilset af familiens læge; jeg faldt på isen og slog mit knæ, huggede en økse i benet på spejderlejr og måtte syes sammen efter mødet med en sav. Den opvakte læser aner allerede nu et mønster af unødvendige offentlige udgifter, som knytter sig til en risikosøgende adfærd i leg og fritid. Det havde helt klart været billigere for Danmark, hvis jeg havde siddet stille med en dukke på skødet.
Men mit virkelig systematiske indhug på offentlige midler tog sin begyndelse, da jeg kom i skole. Jeg er en af dem, der har haft snablen i kassen længe: folkeskole, gymnasium, skift af studieretning og efterfølgende indskrivning på psykologistudiet så længe, at jeg kvier mig ved at sige det. Bevares, jeg arbejdede ved siden af studiet og bidrog med lidt i statskassen. Men på ingen måde så regnskabet gik op. Desuden fik jeg barn under studiet, hvilket forlængede udbetalingen af SU med et helt år. Lige ned i foret!
Senere blev det ikke meget bedre. Jeg har nemlig overvejende været offentligt ansat. Selv i min fritid tiltusker jeg mig samfundsbetalte privilegier. Jeg går på biblioteket, sejler med subsidierede færger til små urentable øsamfund, benytter dagligt metro, grønne områder, kulturtilbud osv. – en adfærd jeg i øvrigt har tænkt mig at trappe op, når jeg træder ud af arbejdsstyrken og bliver folkepensionist.
Jeg synes selv, at jeg har et godt liv og er bevidst om, at rigtigt mange af goderne i mit liv er finansieret af offentlige midler. Alligevel er der aldrig nogen, der kalder mig for samfundsnasser eller en byrde for samfundet. Måske kommer det, hvis jeg bliver gammel, arbejdsløs eller mister mit hjem?
Ovenstående artikel kan læses i dagens udgave af Politiken.
* * *
Vil du gerne læse flere nyheder fra Arbejde Adler? Tilmeld dig vores nyhedsbrev.