I deres kronik rejser Conny Hjelm og Henrik Bøll Larsen fra Filadelfia Uddannelse en vigtig debat om risikoen for forråelse i velfærdsinstitutioner. I den forbindelse peger de på de diakonale organisationer, som oplagte velfærdsaktører og fortalere for værdighed, omsorg, respekt mv. i velfærdsydelser: ”Vi mener, at de kirkelige diakonale organisationer i Danmark, med over 100 års tradition for at omsætte menneskesyn til praksis, er en hidtil ubrugt ressource i velfærdssamfundet”.
Som repræsentant for en af de diakonale organisationer kan jeg kun være enig i, at en praksis forankret i et kristent menneskesyn kan medvirke til at styrke en velfærdspraksis, der værner om omsorgen og respekten for det enkelte menneske. Men jeg ser ikke de diakonale organisationer, som en ”ubrugt ressource” på velfærdsområdet. Faktisk anser jeg disse organisationer for at være nogle af velfærdssamfundets tålmodige slidere.
Jeg arbejder selv i en diakonal forening med en historie, som ligner mange andre diakonale organisationers. Disse organisationer blev oprettet for godt 100 år siden på et stærkt kristent værdigrundlag. I en lang årrække ekspanderede vi vores konkrete nødafhjælpende aktiviteter, samtidig med at vi påtog os en tydelig fortalerrolle for samfundets svageste grupper. Denne indsats blev et vigtigt lokomotiv for udviklingen af samfundets kollektive ansvar for velfærden. I den proces overtog det offentlige Danmark mange af de opgaver, vi havde været med til at løfte og synliggøre.
Parallelt med velfærdsstatens udvikling indgik mange af de diakonale organisationer aftaler med det offentlige om at fortsætte vores indsats på egne institutioner – men nu finansieret af det offentlige. Heriblandt også Arbejde Adler. Det bandt os tættere til den offentlige sektors vilkår. For de budgetter kommunerne har at gøre godt med, har en direkte effekt på økonomien i de aftaler, der kan indgås med organisationer som os. I den sammenhæng er de diakonale organisationer udfordret på lige fod med fx et kommunalt plejehjem eller børnehave. Der skal et stærkt værdigrundlag til for at fastholde en høj grad af omsorg under disse vilkår.
Værdimæssigt er det ligeledes en udfordring, at de diakonale velfærdsinstitutioner ofte må rekruttere professionelle fra uddannelser, som kun i begrænset omfang integrerer et diakonalt perspektiv på fagligheden. Det betyder, at vi til stadighed løfter en stor opgave med at udvikle mange faggruppers professionsdannelse i retning af øget refleksion over menneskesynets betydning for egen praksis. Dette gavner de velfærdsfaglige miljøer langt ud over vores egne institutioner. Den samme samfundsmæssige betydning har de diakonale organisationers forsatte varetagelse af den vigtige fortalervirksomhed.
På trods af svære vilkår gør de diakonale organisationer en stor indsats for at fastholde og dagligt levendegøre deres værdimæssige ’diakonale DNA’. Som organisationer, som arbejdspladser og som medarbejdere i direkte kontakt med det enkelte nødstedte menneske. Vi gør det for at fastholde vores værdigrundlag og selvforståelse som organisationer. Den enkelte medarbejder gør det for ikke at miste sig selv, sin faglighed og sin oplevelse af meningsfuldhed i jobbet. Frem for alt gør vi det, fordi vi fortsat insisterer på at afhjælpe den nød, vi ser.
Det er relevant, når Conny Hjelm og Henrik Bøll Larsen udfordrer os til i endnu højere grad at udbrede den diakonale praksis og værdier til det brede velfærdssamfund. Men ubrugte er vi ikke.
Vil du gerne læse flere nyheder fra Arbejde Adler? Tilmeld dig vores nyhedsbrev.