I dag skal politiet ha’ bank

Af Vibeke Rasmussen
Sekretariatsmedarbejder

15. juni 2023

Der er lagt op til en spændende kamp mellem Roskildehjemmet og Roskilde Politis to fodboldhold, når de mødes på forsorgshjemmets fodboldbane i dag. Traditionen tro spiller beboere og politi venskabskamp i forbindelse med Roskildehjemmets årlige sommerfest for alle beboere og ansatte.

Lykkes det ikke at vinde over politiet i dag, byder dagens program heldigvis på masser af andre gode sager. Dagen starter med en lækker brunch. Derefter at det muligt at deltage i høvdingebold, rundbold eller et slag kongespil. Resten af eftermiddagen står på kebab, softice og live musik. Dagen slutter af med, at der diskes op med lækkerier fra grillen.

Traditionen med at spille kamp mellem politi og beboere startede for at par år siden, da regionrådsmedlem i Region Sjælland, Jan Herskov, blev valgt ind i Roskildehjemmets bestyrelse. Jan er til daglig selv politimand og fik etableret kontakten med Roskilde Politis fodboldhold. Venskabskampene har været med til at skabe en positiv relation mellem politi og beboere, da beboerne får mulighed for møde politiet i civil i en venskabelig og hyggelig sammenhæng. Og så er det en god anledning til at give politiet bank.

Vi ønsker alle en festlig dag – og god kamp

* * *

Vil du gerne læse flere nyheder fra Arbejde Adler? Tilmeld dig vores nyhedsbrev.