Fattigdom og hjemløshed er blevet emner i den canadiske debat om aktiv dødshjælp. Vi skal lære af den canadiske proces, så debatten om et værdigt liv ikke kommer af sporet.
I 2016 gav Canada adgang til aktiv dødshjælp for uhelbredeligt eller terminalt syge. Landet har siden udvidet adgangen til aktiv dødshjælp. Det canadiske analyseinstitut Research Co. har nu gennemført en undersøgelse, der viser, at en del canadiere er indstillet på at udvide adgangen til endnu flere grupper. Således mener 27 procent, at fattigdom bør give adgang til aktiv dødshjælp. 28 procent mener, at hjemløshed bør give adgang. Altså som eneste udløsende årsag.
Erfaringerne fra Canada viser, at vores holdninger i relation til aktiv dødshjælp kommer under forandring, når samfundet først har åbnet for muligheden. Det ser ud til, at lovliggørelse af aktiv dødshjælp, gør det muligt at stille stadigt flere spørgsmål til, hvilke liv der er værd at leve: Er et liv med handicap værd at leve? Er et liv med psykisk sygdom værd at leve? Er et liv i fattigdom værd at leve? Et liv som hjemløs?
Indrømmet: I mit arbejdsliv blandt fattige og hjemløse har jeg hørt nogle få udbryde i et øjebliks desperation: »Gid jeg var død«. Det har aldrig været min opgave at skulle tage dem på ordet. Det håber jeg heller aldrig, det bliver.
Men i Canada er der faktisk set eksempler på, at socialt nødstedte har søgt – og modtaget – aktiv dødshjælp, fordi de definitivt havde opgivet at leve uden den støtte, der kunne forbedre deres vilkår. Der er også set tilfælde, hvor canadiske professionelle i veteranadministrationen på eget initiativ har bragt aktiv dødshjælp op som en mulighed i mødet med nødlidende veteraner. Sagerne har givet politisk ekko helt op i regeringstoppen.
De nævnte eksempler er få. Men de må nødvendigvis analyseres i den strukturelle og samfundsøkonomiske kontekst, de optræder i.
I den forbindelse rejser der sig nogle vigtige spørgsmål, f.eks.: Ville disse fattige canadiere søge om aktiv dødshjælp, hvis der var hjælp at få? Ville en medarbejder i veteranadministrationen foreslå aktiv dødshjælp, hvis der var ressourcer til at hjælpe klienten? Ville godt hver fjerde canadier være tilhænger af adgang til aktiv dødshjælp for fattige/hjemløse, hvis landets sociale indsats var tilstrækkelig? Hvilken betydning har den politiske diskurs om fattige/hjemløse for deres egen oplevelse af værdighed og muligheder? Frem for alt – hvad siger det om et samfund, at så mange borgere kan komme frem til, at aktiv dødshjælp kan være løsningen på andres sociale nød? Er det dér, vi vil hen?
Den danske debat om aktiv dødshjælp skal tage de canadiske erfaringer alvorligt.
Link til debatindlægget i Politiken
Vil du gerne læse flere nyheder fra Arbejde Adler? Tilmeld dig vores nyhedsbrev.