Det er Godrums fritidsudvalg, der har stået for at arrangere festen. Fritidsudvalget består af frivillige beboere og en enkelt medarbejder, Lisbeth, leder og socialrådgiver. De har tænkt en del over dagens program, da de gerne vil arrangere en fest, som flest muligt har lyst til og mulighed for at deltage i. De håber, at særligt udsigten til at få serveret helstegt pattegris tilberedt af en lokal slagter vil lokke mange ud til festen. Maden bliver dermed det største samlingspunkt for beboerne og de ansatte.
Men inden festdeltagerne kaster sig over lækkerierne fra slagteren, vil der om formiddagen være mulighed for at deltage i blandt andet bueskydning og målskydning med pusterør. Et eventbureau leverer udstyret og står for hjælp og vejledning til de deltagere, som har lyst til at prøve kræfter med de forskellige sportsdiscipliner. Godrums fritidsudvalg har især lagt vægt på, at bueskydning skulle være en del af dagens program, da flere beboere har givet udtryk for, at det kunne være sjovt at prøve. Udvalget forsøger i høj grad at lytte til beboernes ønsker og finde aktiviteter, der rammer bredt og inkluderer så mange beboere som muligt – også de beboere, der er mere indadvendte og normalt mest holder sig for sig selv.
En af de frivillige i fritidsudvalget er Michael. Han har været med i udvalget siden december 2022 og har efterhånden været med til at arrangere en del udflugter til bl.a. Randers Regnskov, biografen samt fisketure. Han har meldt sig ind i udvalget, fordi han gerne vil være med til at lave noget til glæde for andre – og ham selv. Han har arbejdet mange år med kultur som lystekniker for bl.a. teatre. Det var derfor ret nærliggende for ham at melde sig som frivillige i fritidsudvalget, og han vil klart anbefale andre at være med.
Vi ønsker Godrum en rigtig god fest.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Vil du gerne læse flere nyheder fra Arbejde Adler? Tilmeld dig vores nyhedsbrev.