Aarhus er den storbykommune, som har det næststørste antal hjemløse borgere (507 iflg. den seneste Hjemløsetælling fra 2022). Til sammenligning var der 1370 hjemløse i København, 291 i Aalborg og 117 i Odense. Med et lokalt boligmarked, hvor udbuddet er historisk større end efterspørgslen, har Aarhus kommune dermed en oplagt mulighed for at bringe byens hjemløse i egen bolig.
Den danske hjemløsestrategi ”Housing first” går i korte træk ud på først at skaffe den hjemløse egen bolig, hvorefter der ydes socialfaglig bostøtte efter den enkeltes behov. Den strategi kræver selvsagt ledige boliger, der er til at betale.
I artiklen på dr.dk udtaler cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen, at man som lejer bør udnytte den usædvanlige situation til at presse prisen på huslejen ned. Også Aarhus kommune kunne benytte situationen til at forhandle sig frem til flere billige boliger til borgere med en begrænset betalingsevne – herunder kommunens hjemløse. For netop manglen på billige boliger er en væsentlig hæmsko i indsatsen for at afskaffe hjemløshed.
Lige nu står Aarhus Kommune i en unik situation, hvor man kan afprøve helt ny lovgivning – Housing First strategien – i hidtil uset stor skala. Anskaffelsen af hjem til 500 hjemløse på kort tid i én kommune ville med rette kunne kaldes et modigt boligsocialt eksperiment, som også kunne udvikle spændende socialfaglig viden til gavn for den samlede hjemløseindsats fremover. Griber kommunen chancen?
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Vil du gerne læse flere nyheder fra Arbejde Adler? Tilmeld dig vores nyhedsbrev.