Aflastning for hjemløse og socialt udsatte ældre
I konferencens program under titlen på mit oplæg stiller jeg spørgsmålet: ”Hvordan kan aflastningstilbud for socialt udsatte skabe rammer for omsorg, støtte og udvikling til mennesker, der måske – måske ikke – kan bo i egen bolig uden at have nær familie eller venner til at hjælpe?”. Det meget korte svar ér: ved at være der. Det vil sige, faktisk eksistere som et tilbud.
At der overhovedet eksisterer sådan et aflastningstilbud i København er blandt andet Fonden Ensomme Gamles Værns og Arbejde Adlers fortjeneste. Det var nemlig os, som for ca. 15 år siden tog initiativ til at skabe noget, der ikke tidligere fandtes – et flerfagligt sundhedstilbud med pleje, omsorg, genoptræning og støtte til ældre socialt udsatte.
Arbejde Adlers Aflastning er en af flere institutioner for socialt udsatte under Landsforeningen Arbejde Adler. Vores aflastningstilbud ligger på Nørrebro i København. Vi udfører aflastningsopgaven i en driftsaftale med Københavns Kommunes Socialforvaltning, og det er Socialforvaltningen, som visiterer til pladserne. Afdelingen rummer 16 pladser til midlertidige aflastningsophold, og der er stort set altid fuldt hus.
Hovedparten af de visiterede borgere kommer til afdelingen efter, at de er udskrevet fra hospital. De er færdigbehandlede men ikke raske nok til at klare sig hjemme med hjælp fra hjemmeplejen. En mindre gruppe borgere modtager vi direkte fra eget hjem. Enkelte modtager vi fra gaden eller fra institutioner for hjemløse.
Når jeg betegner vores aflastningsbeboere som ”ældre”, er det lidt af en tilsnigelse. For målgruppen er faktisk borgere under 65 år, som har brug for en pleje og omsorg, som de ikke kan modtage i eget hjem.
Når det alligevel giver mening at kalde dem ældre, er det fordi, de fleste af dem fremstår betydeligt ældre end deres kronologiske alder. Det skyldes, at de fleste af dem lever eller har levet med langvarige sociale problemer – blandt andet afhængighed af alkohol eller stoffer – som de har pådraget sig alvorlige helbredsskader og/eller funktionsevnetab af.
Deres helbred og deres livssituation er typisk kendetegnet ved at de:
- Er multisyge (somatisk og/eller psykiatrisk)
- Har en fysisk funktionsnedsættelse – for eksempel midlertidig eller permanent tab af gangfunktion på grund af et langvarigt overforbrug af alkohol (genoptræning er ofte årsag til visitation)
- Ofte er rygere
- Har eller har haft problemer med alkoholoverforbrug og/eller stofmisbrug (mange er aktuelt misbrugende)
- Har besvær med selv at kontakte sundhedssystemet og overskue deres egne behandlingsforløb
- Som regel er enlige
- Kan have primitive eller ligefrem beskidte og kaotiske boligforhold
- Kan have kognitive og compliance-relaterede barrierer. Fx pga. alkoholrelateret demens
- Har en sårbar privatøkonomi
Desuden har hovedparten af dem har et tyndslidt familiært og socialt netværk, der kan være præget af frustration eller brudte relationer. Vi har ganske ofte beboere, som aldrig nogensinde får besøg.
Man kan virkelig tale om, at ”én ulykke kommer sjældent alene”, når det drejer sig om ældre socialt udsatte.
For når man lever alene og er syg, er der en stor risiko for at blive ramt af ensomhed.
Har man eventuelt også fået svært ved at gå, er man begrænset i sin mulighed for selv at opsøge selskab eller bare komme ud blandt andre mennesker.
Er man fattig, er man afskåret fra at købe sig til hjælp og kontakt.
Og har man været – eller er man stadig – misbruger af alkohol eller stoffer, er der en meget stor risiko for, at man mister kontakten til familie og venner på grund af misbruget.
Vores beboere har som regel flere år med misbrug bag sig, så familie, venner, naboer, arbejdskolleger osv. har ofte trukket sig helt eller delvist. Når en beboer faktisk får besøg, kan vi tit mærke spændingerne parterne imellem, og vi bliver ofte indviet i de pårørendes erfaringer, frustrationer og vrede.
For det ér svært, tungt, sørgeligt, opslidende og vredesfremkaldende at leve tæt på mennesker i misbrug. Derfor lægger vi heller aldrig pres på familie og venner om at komme på besøg. Vi ved godt, at de pårørende måske holder sig væk af mange gode grunde, og det er ikke vores opgave at dømme dem – heller ikke selvom vi kan se en beboers store ensomhed.
Men indenfor rammen af aflastningsopholdets pleje og omsorg sker der heldigvis ofte noget nyt og godt for beboerne.
Når man under et aflastningsophold holder op med at drikke eller bruge stoffer (eller dæmper sit forbrug), begynder ens hjerne at fungere bedre. Man forstår mere og kan bedre gøre sig forståelig. Det er afgørende for kontakten til andre mennesker.
Når men genoptræner, får man mere energi til at bevæge sig rundt. Man bliver bakket op og anerkendt for sin genoptræningsindsats, og det kan være en helt ny oplevelse at blive anerkendt for noget. Måske fører det til, at man begynder at se på sig selv med andre og mildere øjne.
Måske opdager man også, at man kan være andre til nytte, når man selv er ved at komme til kræfter. Man hjælpe en anden beboer ud at ryge. Skubber en kørestol. Passer på en dement medbeboer. Dækker bord. Rydder lidt op. Man opdager pludselig, at man er blevet brugbar og er vigtig for nogle andre mennesker.
Når man spiser ordentlig mad, får man stimuleret sine sanser og styrket sin krop. Man bliver måske så frisk, at man kan tage stilling til, hvad man kan lide eller ikke kan lide. Eller får styrke til at klage over maden. Man kan formulere og stå fast på sine egne ønsker.
Når man får støtte eller hjælp til personlig hygiejne og får tilbudt rent og pænt tøj, føler man sig bedre tilpas i sit eget og i andres selskab. Vi synes alle, det er rart at være ren og pæn. Men har man i beruselse tisset sin sofa i stykker, og har man ikke været i bad i tre måneder, så er det at få hjælp til at blive præsentabel igen af enorm betydning. Når husets frivillige finder en varm trøje, et hårbånd eller et lækkert tørklæde til én, er man set som menneske.
Når man opdager, at personalet støtter ens ønsker om at søge ældrebolig, at de skubber på i kommunen for, at man får besøg af en visitator eller får godkendt sin ansøgning om hjælpemidler, kan man måske igen huske, at man er et selvstændigt menneske med legitime ønsker og rettigheder.
Når man bliver rørt ved (og ikke bare i plejesituationer), når man får et smil, hører sit navn blive sagt højt, så ved man, at man er synlig og en del af en positiv relation i hvert fald lige nu og her.
Alle de erfaringer og erkendelser kan opstå hos beboerne, når de tilbydes pleje, omsorg, støtte, respekt, anerkendelse og værdighed. Og det skaber mulighed for, at beboeren måske får mod til det, der er allervanskeligst for os mennesker, når vi er langt nede eller langt ude; nemlig at turde håbe på, at ”Det kan godt blive godt med mig. Igen”.
Så hvis vi stiller spørgsmålet igen: ”Hvordan kan et aflastningstilbud skabe rammer for omsorg, støtte og udvikling osv. … er der naturligvis et længere svar, nemlig at når den faglige indsats sættes ind i en omsorgsfuld og anerkendende varm ramme i kombination med beboerens egen indsats og mod, så kan vi i fællesskab skabe håbet, som er så vigtigt, når vi mennesker skal vende hårde tider til bedre.
Derfra kan en beboer måske få kræfter til selv at række ud, eller familien og vennerne kan genopdage, at vedkommende stadig kan bringe noget positivt ind i fællesskabet. Det kan ske. Vi ser, det sker. Men langt fra altid. Nogen gange er der ting, som parterne ikke selv kan eller vil reparere. Når vi som ansatte holder af en beboer, beundrer vedkommende for at holde sig ædru, for at træne, være rar og hjælpsom osv., så er det jo ikke fordi, vi på magisk vis kan se noget, de nærmeste ikke kan se. Det handler om, at vi netop ikke er de pårørende. Vi har ikke noget i klemme. Ikke nogen hverdage og fødselsdage, der er ødelagt af druk og skænderier. Men selvom vi ikke har noget i klemme, betyder det ikke, at vores sympati og positive relation med beboerne er uden betydning eller værdi. Gode øjeblikke tæller. Alle gode relationer til andre mennesker tæller. Uanset hvad der måtte ske før eller efter.
Måske er det, jeg gerne vil sige, dette: Vi kan drage omsorg for – holde af – vores nabos sure søster, hvis naboen ikke selv kan. Så kan naboen måske holde af en andens søster, far eller lillebror. Hovedsagen er, at vi tilfører verdens relationer noget godt, hvor som helst det kan lade sig gøre.
