Politisk har arbejde og beskæftigelse været på dagsordenen i mange år. Siden 2018 har der været ønske om regelforenkling og afskaffelse af centrale krav for at give tid til at hjælpe ledige i job og sikre, at indsatsen sker ud fra den enkeltes behov. Nu, fem år efter, præges tankerne om fremtidens beskæftigelsesindsats stadig af 33.000 siders regler, der regulerer administrative procedurer og organiseringen af den samlede beskæftigelsesindsats.
Arbejde Adler taler for et menneskesyn, der inkluderer en egentlig ret til arbejde. Ikke pligten til fattigdomsskabende ydelser eller jagt på dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Det er ikke blot en anden vej, men en grundlæggende tiltro til det enkelte menneskes værdi og kraft til at arbejde på vilkår, der er i overensstemmelse med den enkeltes kvalifikationer og muligheder for at udvikle disse.
Beskæftigelse på den politiske dagsorden
Folketingets Beskæftigelsesudvalg afholdt den 8. november 2023 åben høring om fremtidens beskæftigelsesindsats med indlæg fra eksperter, forskere, KL, DA, kommuner, fagforeninger og beskæftigelsesministeren. I fællesskab drøftedes: hvem bærer ansvaret for fremtidens muligheder for at få borgere i beskæftigelse? Svaret var et fortsat fokus på jobcentre og a-kassers afgørende ansvar for at tilrettelægge indsatserne til den enkelte, ligesom virksomhedernes muligheder for at rekruttere skal forbedres. Men trods fokus på aktørerne, der efterspørger arbejdskraft og skal hjælpe mennesker uden arbejde, har debatten om beskæftigelse gennem årene lagt ansvaret hos gruppen af mennesker, der defineres som udsatte ledige eller adresseres i kraft af økonomiske ydelser som f.eks. “kontanthjælpsmodtagere” og “borgere på ressourceforløbsydelse”.
Claus Thustrup Kreiner, formand for Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats og professor i økonomi ved Københavns Universitet, fremhævede arbejde som en grundlovssikret rettighed efter §75, stk. 1: ‘Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.’ Grundlovens bestemmelse er således ikke ensbetydende med et retskrav, men derimod et normativt ‘bør det tilstræbes’.
Tillid til hvem?
Muligheder for arbejde sker, ifølge høringens input, gennem beskæftigelsesindsatser med ’tillid til borgeren’. Det kan synes selvfølgeligt at minde om Løgstrups ord – her, at en sagsbehandler på et jobcenter kan aldrig have med et menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i sin hånd. Og det kan synes indlysende, at jobcentrene bør etablere og vedligeholde en tillidsfuld kontakt til og med mennesker uden arbejde og ramt af fattigdomsskabende ydelser, som lever et liv med psykisk sygdom, misbrug, fysiske eller kognitive handicap som en del af hverdagen. Erfarer de mennesker mon indsatser, der betrygger den enkeltes tilværelse? Svaret udeblev ved høringen, for ingen af de mennesker, høringen omtalte, var til stede som oplægsholder. I stedet talte høringens deltagere om ’ledige’ – altså mennesker, der defineres i kraft af fraværet på arbejde. Det udtrykte ønske er, at de i højere grad mødes med værdighed, tillid og fleksibilitet, snarere end kontrol. Det skal ske gennem indsatser med mulighed for at give det enkelte menneske ro i forløb, der går på tværs af handleplaner, sagsbehandlere, kontaktpersoner i et, for det enkelte menneske, uendeligt antal af skiftende medarbejdere.
Om end gode idéer til regelforenkling og forandringer af bestemmelser for rehabiliteringsteams og ressourceforløb indgik i dagens høring, er der fortsat behov for konkrete initiativer til at etablere og stabilisere en værdig og tillidsfuld kontakt: Som byttedyr i et kommunalt beskæftigelsessystem under evig forandring, trives mennesker sjældent, og forestillingen om selvforsørgelse i fuldtidsbeskæftigelse bliver et normativ langt fra alle kan leve op til. Det enkelte menneskes perspektiv og erfaringer kan hurtigt drukne, når det politiske sigte forsat er et fokus på, hvad et enkelt menneske skal kunne blive i stand til ved at skrive CV eller ved at deltage i 6 ugers selvvalgte kurser. Enhver, der har lyttet til mennesker, som gennem 13 år har afventet afgørelse om fleksjob, ved, at mange savner at blive mødt med tillid og respekt for det initiativ, der ligger i at arbejde på vilkår, der kan være trygge.
Den regulerede relation til jobcentret
Gentagne gange har forskningen påpeget problematiske møder og indsatser, som mennesker, der er i kontakt med jobcentrene, oplever. Indsatser præges af forventninger om stabilitet og afklaring af, hvad den enkelte kan bringes til at kunne: et menneske er i stand til at præstere det samme hver dag og hvis ikke, kan man mødes med mistro og påstande om at lyve (Monrad 2022). Menneskers tid reguleres af indsatser med uvished om fremtiden: hvor lang tid kan en afklaring vare – og hvornår kommer der en afgørelse?
En tillidsfuld relation kan opstå mellem mennesker: her borgere og sagsbehandlere. Det kræver, at sagsbehandlere arbejder aktivt for at etablere og vedligeholde tillid. Det kan være yderst vanskeligt, når de erfarer modsætningsfyldte arbejdsforhold, hvor ensartet sagsbehandling hindrer autentisk og oprigtig opmærksomhed på den enkelte borgers behov og ønsker (Nielsen og Monrad 2023). Men tilliden kan ikke alene måles fra sagsbehandlerperspektiv: Den enkelte borger skal også opleve tillid. Fremadrettet bliver opgaven, ifølge beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, både at varetage ret og pligt til arbejde samt for borgere og sagsbehandlere at have en tillidsfuld relation, men vel at mærke for at sikre og inkludere flest muligt i arbejde.
Spørgsmålet er så, om fremtidens beskæftigelsesindsats i virkeligheden pålægger følelsesmæssige krav om tillid. I erkendelse af betydningen bag en fem år lang indsats for regelforenkling står det klart, at blot at simplificere regler ikke i sig selv kan danne grundlag for en værdig tilværelse og genskabe tilliden til den enkeltes værdi. For at virkelig styrke menneskers livskvalitet kræves der en dybere praksis, hvor faglighed og ægte borgerinddragelse går hånd i hånd. Det er gennem en helhedsorienteret tilgang, at den enkeltes kvalifikationer kan trives, og muligheder for opblomstring kan ske. Dermed skaber vi et samfund, der ikke blot simplificerer regler, men også rigtigt beriger livet for hver enkelt menneske.