Fastelavn er mit navn …

Af Vibeke Rasmussen
Sekretariatsmedarbejder

13. februar 2024

Februar er for de fleste en grå og trist måned at komme igennem – særligt hvis man, som mange af vores beboere, har udfordringer af forskellige karakter at kæmpe med. Derfor skaber det stor glæde både for beboerne og de ansatte, når hverdagen brydes med en god lille fest. Og hvem har sagt, at voksne ikke kan fejre fastelavn?

Heldigvis har flere af de ansatte og beboere på vores institutioner taget initiativ til at fejre fastelavn i år, så der har været godt gang i tøndeslagningen i sidste uge. Selv beboerne på vores aflastningstilbud på Nørrebro fik slået hul på tønden – på det niveau, som kræfter og fysik tillod. I dagens anledning var der pyntet og lavet fastelavnsboller til alle.

På Forsorgshjemmet Godrum ved Silkeborg blev der slået katten af tønden på selve fastelavnsdag søndag den 11. februar. Et par af beboerne havde været med til planlægningen af festen og blandt andet sørget for at male og pynte tønden til tøndeslagningen. Der blev rigtigt gået til den blandt de fremmødte beboere og de to heldige vindere af tøndeslagningskonkurrencen kunne stolt gå derfra med hver sin hjemmedesignede kattekrone. Dagen sluttede af med, at der blev serveret nybagte fastelavnsboller til alle.

Facebook
LinkedIn
Email
X