Både Ældre Sagen og Forbrugerrådet Tænk er ifølge Kristeligt Dagblad kritiske overfor den voksende tendens med at kræve et personligt login. Ældre Sagen argumenterer blandt andet for, at det øget krav om at skulle logge ind med personlige profiler betyder, at der er mange brugernavne og logins at holde styr på. Det skaber frustration hos mange danskere og udelukker dem i værste fald fra at have adgang til samme indhold, som resten af befolkningen.
Forbrugerrådet Tænk sætter desuden fokus på, at der kan være tale om en sikkerhedsmæssig udfordring, når forbrugernes data – som fx navn, mail og kreditoplysninger – kan findes på mange forskellige platforme. Tænk henviser bl.a. til en rapport fra Danmarks Statistik fra 2021, som viser, at 38 % af internetbrugerne genbruger deres login på forskellige platforme. Det kan blive et problem, hvis et af stederne bliver udsat for at hackerangreb.
De sikkerhedsmæssige og tekniske udfordringer forbundet med, at vores samfund i stadig voksende grad er blevet digitalt og kræver personligt logins hos både offentlige og private udbydere, kender vi også til på vores forsorgshjem i Landsforeningen Arbejde Adler. Mange af vores beboere har levet et hårdt og omflakkende liv, inden de indskrives på en af vores institutioner. I sådanne krævende livssituationer kan det være ekstra svært at holde styr på og huske diverse koder til digitale platforme. Blandt andet til mailkonti eller MitID, som er de vigtigste adgange til at få hjælp fra det offentlige.
Vores forsorgshjem Dalhoffsminde i Hoptrup, lidt uden for Haderslev, oplever især store udfordringer med MitID blandt deres beboere. ”Vi oplever, at beboerne ikke længere har adgang til MitID, fordi de har mistet fx deres telefon, kodeviser eller legitimationspapirer” fortæller forstander Henrik Vest og fortsætter ”Det er Borgerservice, som hjælper med at skaffe et nyt MitID, men hvis beboeren ikke kan svare på de stillede spørgsmål, der skal bekræfte vedkommendes identitet, kan han/hun ikke umiddelbart få udstedt et nyt MitID”. Det kræver i stedet en vitterlighed fra en tredje part.
I værste fald kan beboerne blive nægtet at få udstedt et nyt MitID. ”Hvis de har fået udstedt MitID for mange gange, kan Borgerservice finde på at sige, at de ikke længere kan få MitID, da de ikke kan administrere det” fortæller Henrik Vest om forsorgshjemmets erfaringer. Dermed bliver en gruppe socialt udsatte helt afskåret fra at bruge online tjenester til det offentlige eller til fx deres bank. Alt skal i stedet foregå manuelt eller ved personligt fremmøde. Det betyder, at en gruppe mennesker, som allerede er marginaliseret, stort set bliver afkoblet fra det digitale samfund – blot fordi de ikke har været i stand til at håndtere kravene om logins.
Vi kan som landsorganisation for en række selvejende institutioner, der til dagligt arbejder med socialt udsatte mennesker, tilslutte os Ældre Sagens og Forbrugerrådet Tænks kritik af og bekymring for det voksende krav til login – og den voksende ulighed som følge deraf.
Læs den fulde artikel på Kristeligt Dagblads hjemmeside (kan være bag betalingsmur): https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/logins-er-blevet-en-stor-del-af-den-digitale-hverdag-det-kan-skabe-et-og-et-b-hold-i