Prinsesserne fra blokken, Barndom på bistand eller med Anders Agger helt ind på den lukkede. Var det noget? Åbenbart. TV-selskaberne producerer den ene udsendelsesrække efter den anden om udsatte menneskers nød og elendighed, og der er seere til dem. Men hvad er det, der trækker middelklassen hen til fladskærmen for at følge med i livet for alkoholikeren, stofbrugeren, den forslåede kvinde, den unge sugardater osv.? Mennesker som middelklassen sjældent uopfordret tager kontakt til, hvis de møder dem på gaden.
Kigger vi med, fordi vi har et genuint ønske om at vide og forstå? Fordi medfølelse gør godt? For at be- eller afkræfte vores fordomme? Eller simpelthen fordi tanken ”Det er godt, det ikke er mig” pulserer, som en ubevidst lettelse i os? Tænker vi, at vi er så heldige eller hårdtarbejdende, at vi er solidt placeret i en anden social kategori? I så fald tager vi fejl.
Social sikkerhed, velfærd og psykisk sundhed er helt sikkert noget, der understøttes af en mængde faktorer i vores liv, og gennem vores bevidste valg og handlinger kan vi forsøge at styre uden om udsathed og sygdom. Men der er ingen garanti.
På vores institutioner for hjemløse og andre socialt udsatte ser vi løbende eksempler på, at der faktisk ikke skal så megen modgang til, før et godt og velfungerende liv sendes ud af kurs. En hård skilsmisse, tabet af kontakt med sine børn, pludselig sygdom, en arbejdsulykke, arbejdsløshed osv. er alt sammen faktorer, der hurtigt kan flytte et menneske ud af middelklassen og ind i gruppen af socialt udsatte borgere. Nu som hjemløs, som alkoholoverforbrugende, som psykiatrisk patient, eller ”blot” med et familieliv på smalhals, fordi hjemmets eneste indtægt falder bort.
Det er ikke nogen hyggelig tanke at tage til sig. Mere behageligt er det at tænke, at staklerne på skærmen, nok bare er rigtigt dårlige til at forvalte deres liv. Måske er det derfor, de fleste af os kan blive siddende i sofaen, når udsendelsen slutter.
Hvis fattigdomsfjernsyn og udsatteudsendelser har en berettigelse – og det er jeg fortsat i tvivl om – så må de som minimum produceres med henblik på at engagere seerne ud over den umiddelbare følelsesmæssige underholdningsværdi. Det mindste de medvirkende bør kunne forlange i bytte for deres smertefulde historier er, at vi seere tiltales direkte: ”Græd ikke – gør noget”.