Men værdighedsreformen er ikke blot et traditionelt socialpolitisk instrument, der tilfører støtte og midler til en gruppe borgere, der materielt kan få det bedre og fortsat leve som en enklave i samfundet. Reformen stiller også krav til os alle sammen, nemlig hvordan vi integrerer alle samfundslag i helheden ved at acceptere forskelligheden, ved at se på den enkeltes styrker fremfor svagheder, og ved at forstå et af de helt grundlæggende principper om, at hvert enkelt menneske har en selvstændig værdi.
Det er ikke første gang, at regeringer har stillet reformer op, der skal løse problemerne for socialt udsatte borgere. Derfor er det med nogen skepsis, vi ser på de mange nye tiltag, der tilsammen kan rummes under værdighedsreformen, fx Psykiatriplanen og Hjemløseplanen, problemerne omkring botilbud m.v. Årsagen skal mest søges i strukturelle forhold og det bureaukrati, der er opstået i forbindelse hermed. Mulighederne for at gennemføre vedtagne love er ikke altid til stede i Regioner og Kommuner på den måde de var tiltænkt, hvilket medfører egne særregler for at få tingene til at hænge nogenlunde sammen. Et aktuelt eksempel på dette er situationen på botilbuds-området, hvor flere kommuner overtræder reglerne med alvorlige personlige konsekvenser for borgere, der er visiteret til botilbud, men som må vente i måneder eller år på et sådant.
Også implementeringen af den højt profilerede Hjemløseplan er svær for kommunerne at gennemføre, som den er udtænkt fra statens side. Her er det spørgsmålet, om der er boliger til rådighed (hvilket i flere af de større byer er et alvorligt problem), og ikke mindst opfølgningen af borgerne, der kommer i egen bolig. For får de ikke den opfølgning, der oprindelig var tiltænkt, er risikoen for igen at miste boligen ganske betydelig.
Lad os tage statsministeren på ordet ved at vende det hele om: Først og fremmest at se det hele fra det enkelte udsatte menneskes side. Hvad skal der til? Det gjorde statsministeren blandt andet ved at referere til Henrik Pontoppidans novelle ”Naadsensbrød” fra 1885, og dermed viste hun, hvor urimeligt mennesker i stærkt udsatte situationer blev behandlet. Hun gjorde det nok for at illustrere, hvor meget længere vi er nået i dag. Men er vi i virkeligheden det?
