Om lidt bliver der stille. Ja, der er faktisk blevet helt stille på vores lille institution Landlyst, som ligger ved siden af Forsorgshjemmet Godrum i Midtjylland. Vi har officielt stoppet vores §85 døgn bostøtte tilbud ved udgangen af året 2024, og den sidste beboer flyttede i andet botilbud d. 30. december 2024.
Landlyst blev bygget i 2005, som et helt særligt døgn botilbud for socialt udsatte med komplekse psykosociale udfordringer og et aktivt misbrug. Fælles for dem var et behov for pædagogisk støtte og omsorg hele døgnet i en tryg ramme, hvor deres misbrug var accepteret. Med sine syv pladser har Landlyst i knap 20 år været et rart, rummeligt og fordomsfrit hjem for mange beboere.
I 2005 var Landlyst det første botilbud af sin slags. Siden er der etableret lignende tilbud flere andre steder i landet. Udbredelsen af denne institutionsform har desværre betydet, at kommunerne ikke visiterer til Landlyst mere. Dels fordi de nu selv har tilbud til målgruppen, eller fordi de finder billigere lokale alternativer.
Således var den sidste indflytning på Landlyst i 2020, og der har ikke været ny-visiterede beboere siden. Driften af Landlyst har derfor været forbundet med tiltagende økonomiske udfordringer og underskud, hvorfor bestyrelsen har været nødsaget til at træffe beslutningen om afvikling af tilbuddet.
De sidste beboere er hjulpet godt videre til nye hjem. To medarbejdere har fået stillinger på forsorgshjemmet, og to er gået på pension/efterløn. Vi har desværre måtte opsige de resterende tre medarbejdere. Ved den hyggelige fælles afskedsbrunch i sidste uge var humøret derfor både præget af glade fælles minder, men også af tristhed over den nødvendige nedlukning.
I skrivende stund er vi i gang med en større oprydning og rengøring i alle boligerne, så de står klar, når vi får mulighed for at åbne lokalerne for et nyt tilbud målrettet andre socialt udsatte med brug for støtte og et trygt tag over hovedet.
Det er underligt, trist og stille på gangene… kun katten Sebastian går rundt og søger efter selskab på de tomme gange…. Men bare rolig også Sebastian får et nyt hjem – Housing First.