Efter 45 års arbejde med hjemløse og udsatte mennesker, blandt andet som psykiater på Sundholm og som stifter af organisationen ”Projekt Udenfor”, får Preben Brandt det sværere og sværere med at erklære sig enig i de metoder, der styrer hjemløseindsatsen: ”Jeg læser det som en model for socialt arbejde, som ud fra et teknokratisk menneskesyn, i bund og grund uden følelsesinvolvering, skal bringe udsatte mennesker i den yderste sociale nød ind i det, man kalder en bedre tilværelse”.
Preben Brandt gør op med konceptet om først at skaffe boligen – ’Housing First’ – for dernæst at behandle fx misbrug, psykiske lidelser og meget andet. Han ser det som en ændring af indsatsen, der markant transformerer indsatsens karakter: ”Lige så stille er interessen for ud fra et humanistisk menneskesyn at gøre det gode for den enkelte og samtidig insistere på en socialpolitik, der bygger på anerkendelse og værdighed, forsøgt skubbet mere eller mindre i glemslen”.
Et vigtigt udgangspunkt for gennemførelsen af Housing First metoderne er at ”afskaffe hjemløsehed”, som flere tidligere socialministre har udtrykt det. Måske er det 15 års optælling af hjemløse, hvor tallet stort set ikke har flyttet sig, der får systemet til at gribe til nye metoder. Dette sker så med fokus på et af elementerne, boligen, men hvor de mere grundlæggende årsagssammenhænge nedtones eller først kommer ind i anden omgang (hvis foranstaltninger efter erhvervelsen af boligen overhovedet tilbydes i tilstrækkelig grad).
Spørgsmålet er, om det overhovedet er realistisk at reducere hjemløsheden ved at anvende metoder, hvor man tror, man kan få hjemløse normaliseret til den livsform, som flertallet af os lever i. Flere undersøgelser har afdækket, at flertallet af de hjemløse har belastende livsomstændigheder, der ofte række langt tilbage i deres liv. De tydelige kendetegn er oplevet fattigdom, misbrug og psykiske lidelser, og disse forhold fjernes ikke med en mere eller mindre egnet (eller ønsket) bolig.
Et af målene med regeringens Housing First strategi er, at længden af hjemløses ophold på forsorgshjemmene skal reduceres. Dette sker blandt andet ved at begrænse perioden, hvor kommunerne får refusion fra staten til tre måneder. For flertallet af beboerne vil tre måneder være en tilstrækkelig periode til afklaring og iværksættelse af foranstaltninger, men der vil være en betydelig gruppe hjemløse borgere, hvor de kortere frister vil være problematiske, og hvor den ro og værdighed som kan findes eller genfindes under opholdet, ikke vil være mulig.
Hjemløsehed er et forholdsvis lille samfundsproblem, men et stort problem for den enkelte, der rammes af hjemløsheden. Bevar respekten for det enkelte menneske ved at give den omsorg, der er brug for.