Jo, Alex Vanopslagh, der er faktisk nogle, det er synd for

Af Dorte Schiønning Andersen
Sekretariatschef for Landsforeningen Arbejde Adler

8. april 2025

Vanopslagh (LA) vil gøre op med offerollen. Brokkerøven og klynkehovedet, som han kalder dem på facebook. Lige nu plastrer han byrummet til med budskabet ”Det behøver ikke være synd for dig. Du har altid et valg”. Men der findes faktisk mennesker, det er synd for.

Alex Vanopslagh kigger på os fra plakaten. Over ham står budskabet ”Det behøver ikke være synd for dig. Du har altid et valg”. Nedenunder ser vi velplejede Vanopslagh, som kaster et blik på os i forbifarten. Skarpt nålestribet look. Håret strøget tilbage. Vi må forstå, at 33 årige Alex Vanopslagh er en mand på vej. En mand som vil det hele. Både være sjove ”Daddy” på TikTok og politiker med ansvar for det fællesskab, vi kalder Danmark.

Det signal Vanopslagh sender med sine plakater er, at mennesker med problemer og dårlige vilkår blot kan vælge at se anderledes på situationen. Det implicitte rationale er, at en positiv tilgang til livets problemer grundlæggende kan ændre situationen til det bedre. Overskrifterne på plakaterne levner ikke plads til nuancering. Sådan er det bare. Dem der ikke magter det, er ”Daddy” ikke for fin til at kalde for brokkerøve og klynkehoveder.

Lige nu kommunikerer han til fællesskabet gennem sine plakater. Men kan man som politiker tillade sig at signalere så uvidende om, at der i Danmark findes mennesker, som er reelt tynget af deres alvorlige problemer? Mennesker som lever i fattigdom, er i dyb krise, eller slås med alvorlig sygdom eller handicap? Mennesker som af og til kan synes, det er synd for dem.

Nej, selvfølgelig ved Vanopslag, at disse mennesker findes. Men han anerkender ikke, at de har lov til at føle sig slået af livet. Dermed underkender han også med-følelsen, som er en naturlig og samfundsgavnlig reaktion på mødet med den, det er synd for. At underkende legitimiteten af visse følelser hos mennesker med alvorlige livsvilkår er en misforståelse. Fra et så privilegeret udgangspunkt, som Vanopslags, fremstår det som en hån.

Facebook
LinkedIn
Email
X