Ulighed er vores samfunds drivkraft

Af Vibeke Rasmussen
Sekretariatsmedarbejder

3. juni 2025

Det mener iværksætter, debattør og mangemillionær Martin Buch Thorborg, der i sin tid var medstifter af Jubii og senest af virksomheden Dinero, som han i dag er direktør for

Thorborg har flere gange været citeret i pressen for udtalelser om bl.a. beskatning af Danmarks allerrigeste. Han har imidlertid også gjort sig bemærket i debatten om den stigende ulighed i vores samfund. I en video på Tik Tok udtaler han bl.a., at det netop er forskellen mellem mennesker, som bevirker, at vi gør os umage og skaber fremdrift for os selv og for samfundet. Den – i hans øjne – lille ulighed, der er mellem os, ser han som den drivkraft, som forbedrer vores samfund.

Dermed går Martin Buch Thorborg i mod den ellers udbredte bekymring over, at uligheden i vores samfund er steget betydeligt de seneste årtier. En ulighed, som må forventes vokser yderligere, når den seneste kontanthjælpsreform træder i kraft 1. juli i år.

En analyse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening i 2024 viser, at indkomstforskellen mellem kontanthjælpsmodtagere og lønmodtagere efter skat er blevet forøget betydeligt gennem de sidste 30 år. Ifølge analysen er den gennemsnitlige lønindkomst efter skat steget med 38% siden 1994, hvorimod indkomsten for kontanthjælpsmodtagere kun er steget med 6% i samme periode.

Martin Buch Thorborg henviser selv til en undersøgelse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der konkluderer, at den rigeste ene procent af danskerne har oplevet en real indkomstfremgang på 14,8% procent i 2023. ifølge Thorborg er der ikke noget problematisk i, at nogle bliver rigere end andre. Så længe næsten alle danskere er blevet rigere i løbet af det sidste årti.

Men det er ikke det, der er sket. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har resten af befolkningen oplevet en real indkomsttilbagegang siden 2021. Den store indkomstfremgang er dermed drevet af den øverste lønmodtagergruppe, som Martin Buck Thorborg pudsigt nok selv tilhører med en årsløn på omkring 3 mio. kr. – foruden en betydelige aktieindtjening.

Facebook
LinkedIn
Email
X