Jeg har arbejdet både på arbejdsmedicinsk klinik og som arbejdsmiljøchef på et stort dansk hospital. Så jeg har set min andel af mennesker, som er kommet til skade eller slidt ned af hårdt arbejde. Derfor er jeg naturligvis tilhænger af, at der udvikles tekniske hjælpemidler, som fjerner farlige eller nedslidende arbejdsopgaver. Vel at mærke uden at gøre det arbejdende menneske overflødigt. For grundlæggende er arbejde et gode for mennesker.
At arbejde kan fx give mulighed for at anvende og udvikle sine evner. Arbejdet faciliterer kontakt med andre mennesker, og det kan være en vigtig kilde til meningsfuldhed og stolthed. Desuden er arbejdet en aktivitet, som både giver en indtægt og en position, der nyder generel samfundsmæssig respekt: som en selvforsørgende borger.
Dette er desværre ikke virkeligheden for mange af de mennesker, vi møder på Arbejde Adlers institutioner. De står nemlig udenfor arbejdsmarkedet. Og de har svært ved at komme ind. Deres uddannelsesniveau, sociale situation eller helbred er ikke de eneste barrierer. Mange af de jobs, de kan bestride, er nemlig ved helt at forsvinde fra arbejdsmarkedet. Ikke kun på grund af teknologisk udvikling, men også fordi opgaverne ikke længere bliver løst. De er sparet væk.
Således er mange servicefag barberet ned til minimumsnormeringer. Kundebetjening, rengøring, levering, persontransport, restaurationsarbejde, turisme m.fl. er eksempler på brancher, hvor der spares hårdt på mange manuelle opgaver. Derudover er der mange arbejdsfunktioner, der overlades til apps, hjemmesider, AI og robotter, med hvilke borgere og kunder må klare sig selv. Det betyder, at den ulighed i uddannelse og netværk, som rammer børn og unge i udsatte familier, slår fuldt igennem i mødet med arbejdsmarkedet, hvor mulighederne for manuelt/ufaglært arbejde bliver mere og mere begrænsede. Dette gælder også andre grupper af borgere, som har svært ved at klare sig i et højteknologisk samfund.
Man skal ikke drømme sig tilbage til de tider, hvor billetter blev kontrolleret, inden man steg på toget, hvor elevatorer blev betjent af uniformerede førere, eller hvor sneen blev fjernet med håndkraft osv. Men der må være et alternativ til, at offentlige og private arbejdsgivere sparer funktioner væk, som reelt kunne beskæftige mange af de borgere, som aktuelt er parkeret på offentlig forsørgelse – mens de i øvrigt arbejder ”gratis” i årelange forløb med arbejdsprøvninger, nyttejobs og virksomhedspraktikker.
’Retten til arbejde’ er en af Arbejde Adlers vigtigste mærkesager. For vi ved, at de allerfleste mennesker både kan og gerne vil bidrage og være brugbare. Når flest af os får mulighed for det, gavner det både den enkelte og fællesskabet. Vi er ikke maskinstormere, men vi efterlyser et arbejdsmarked med vilje til at vedligeholde og kultivere roller og opgaver i et differentieret arbejdsmarked, som tager medansvar for, at flest mulige kan bidrage meningsfuldt i fællesskaber, hvor man tilfører værdi.
* * * * * * * * * * * * * *
Læs mere om vores mærkesag Retten til Arbejde på vores hjemmeside eller Årsberetning