I dag den 7. oktober er Folketingets officielle åbningsdag og dermed begyndelsen på et nyt folketingsår. Det er også i dag, at der åbnes for muligheden for at brevstemme til det kommende kommunal- og regionsvalg den 18. november. Dermed er i dag en vigtig dag for dansk politik, hvor startskuddet for den næsten 33 dage lange valgkamp har lydt.
Kommunal- og regionsvalget har allerede haft stor bevågenhed i pressen. Særligt har Gaza konflikten og vidtløftige forslag fra Pernille Rosenkranzt-Theil i en højspændt københavnsk valgkamp fyldt godt, men det er langt mere nære, konkrete og dagligdags problemer, der vil optage vælgerne.
Forfatter og samfundsdebattør Lars Olsen har som én af de få sat fokus på boligpolitikkens store betydning for udviklingen i vores samfund – lokalt og nationalt. I et debatindlæg i Altinget den 27. september beskriver han bl.a., hvordan forskellige lokalpolitikere har ført by- og boligpolitik med vidt forskellige tilgange – med deraf følgende vidt forskellige resultater.
Lars Olsen fremhæver i sit debatindlæg bl.a. købstæderne Roskilde og Holbæk, som begge er vokset med op mod 25 procent i de seneste tyve år. Lokalpolitikernes håndtering af presset på boligpriserne fra en tilflyttende betalingsstærk højere middelklasse har haft afgørende betydning for områdernes sociale geografi. Ifølge Lars Olsen har den førte boligpolitik i Roskilde først og fremmest haft fokus på flere boliger og ikke på hvilke boliger. Byens vækst har skabt et socialt og geografisk hierarki, hvor arbejderklassen og den lavere middelklasse er presset ud af bydelen tæt ved centrum.
Anderledes ser det ud for Holbæk, hvor bl.a. byens borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, har haft fokus på at skabe blandede boligformer. Denne politisk valgte strategi har ført til en by med en blandet befolkningssammensætning, skabt dynamik i nogle af kommunens mindre stationsbyer og ikke mindst sikret betalbare boliger.
Det kommende kommunal- og regionsvalg kunne blive et godt udgangspunkt for at tænke i nye baner med henblik på at stoppe skævvridningen af vores samfund. Fx ved at føre en mere aktiv boligpolitik. Enkelte partier i Københavns Kommune har allerede været ud og positionere sig i valgkampen med et boligudspil, som er inspireret af Wien. Både SF og Enhedslisten har foreslået, at Københavns Kommune skal opkøbe grunde og ejendomme til billigere boligudlejning. Om det er realiserbart, at en kommune fremover skal være boligudlejer, er tvivlsomt. Men det har bestemt værdi, at emnet blev sat på dagsordenen og debatteret.
