Det er kommunernes forpligtelse at sørge for relevante botilbud, og det kan de opfylde gennem egne tilbud eller i samarbejde med andre. Afgørende er det, at borgerne får adgang til et egnet og godkendt tilbud samt basale oplysninger om pris, indhold, kvalitet og hverdag, så retten til frit valg mellem sammenlignelige tilbud reelt kan udnyttes.
Erfaringer fra Arbejde Adlers forsorgs- og aflastningsinstitutioner landet over viser dog, at mange borgere venter urimeligt længe på en plads – og dermed ikke modtager den hjælp, de har ret til.
I ventetiden forbliver mennesker med varige funktionsnedsættelser i midlertidige, ofte årelange tilbud, der hverken er skabt til eller egnet til deres behov. Langvarig uvished og stagnation uden indsigt i rettigheder og muligheder er uværdige forhold – især for mennesker i udsatte livssituationer.
Parkeret på midlertidige ophold, forskydes myndighedsansvaret over på de ansatte på institutioner eller andre steder, der kun er egnet til midlertidige ophold. Borgerne mister reelt deres ret til et hjem.
I mange kommuner trækker visitationsprocesserne ud i det, der opleves som systemisk usynlighed: arbejdet med at finde et egnet match er uigennemsigtigt, mens langsommelighed og manglende opfølgning gør retten til et varigt hjem til en administrativ formalitet. Systemet, der skulle sikre værdighed og reel valgfrihed, er for en del blevet en dunkel labyrint af svækket retssikkerhed, og formålet om stabilitet og tryghed er reduceret til papirarbejde.
Spørgsmålet er: Hvor længe vil vi som velfærdssamfund acceptere, at disse menneskers liv sættes på hold, at rettigheder tilsidesættes, fordi kommunerne ikke løfter deres ansvar?
