Mange opfatter stadig Danmark som et samfund, der holder et ”socialt sikkerhedsnet” under de svageste grupper. Som et land, hvor ingen lever i fattigdom. Vi vil vove den påstand, at sikkerhedsnettet for længst er flænget, og at fattigdom igen er blevet et dansk samfundsproblem. Vi baserer bl.a. vores påstand på den viden, vi får om udsatte menneskers levevilkår, når vi møder dem på Arbejde Adlers institutioner.
Der er mennesker, som ikke har et hjem og ikke længere modtager en kontanthjælp, som rækker til at betale en helt almindelig husleje. Mennesker der ikke har råd til mad, lægeordineret medicin og andre basale fornødenheder. Mennesker der ikke får den nødvendige hjælp i sundhedssystemet osv. Nogle af dem er forældre og ulykkelige over, at situationen også rammer deres børn.
Dette er problemer, som den danske stat tidligere arbejdede målrettet og langsigtet på at løse gennem politikker. Boligpolitik, uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik osv. skulle hjælpe mennesker så langt og så grundigt, at de derfra selv kunne skabe sig et godt liv. Men nu er vi politisk tilsyneladende gået ind i ”Håndsrækningens tidsalder”.
Sociale problemer søges løst med hastigt konstruerede engangsydelser som varmechecks og fødevarechecks. Disse betegnes ofte som en ”håndsrækning” eller ”hjælpende hånd” til de mest nødstedte. Senest har Nicolai Vammen omtalt fødevarechecken, som ”en vigtig håndsrækning til bl.a. de pensionister og børnefamilier, der er mest økonomisk trængt”.
Men en ”håndsrækning” i form af en engangsydelse på 2500 kr. til en enlig mor med to børn løser reelt ingen problemer. På et år løfter den kun familiens samlede økonomiske grundlag med knap 7 kr. om dagen. Den problemstilling er der heldigvis allerede mange, der har kritiseret.
Det vi gerne vil anholde, er det politiske paradigmeskifte, som ”håndsrækninger” kan være udtryk for.
Gennemtænkte politikker er et fælles grundlag for et samfund. De er udtryk for, at ’dér vil vi hen sammen, som samfund og som borgere’. Når politisk bestemte sociale rettigheder skal lappes sammen af håndsrækninger, bevæger vi os væk fra de faglige, systematiske og langsigtede løsninger for fællesskabet. Danmarks fattige har ikke primært brug for håndsrækninger. De har brug for veludført politisk håndværk, som skaber værdighed og varige resultater.
