Da social støtte efter serviceloven er betinget af lovligt ophold, ekskluderes uregistrerede migranter fra de fleste langsigtede hjælpetilbud. Eksempelvis sov ca. 86 % af dem på gaden eller i natvarmestuer, mens kun 3 % har haft adgang til de etablerede § 110-herberger. Derudover har de kun ret til akut sundhedshjælp, hvilket betyder, at kroniske sygdomme, svære psykiske lidelser og misbrugsproblematikker ofte forbliver ubehandlede og forværres over tid og kan føre til en hurtig social og fysisk deroute.
Størstedelen af de uregistrerede hjemløse migranter er EU-borgere og i overvejende grad mænd i den arbejdsdygtige alder, som er kommet hertil for at finde arbejde grundet ekstrem fattigdom i deres hjemlande. De ender i hjemløshed på grund af manglende kendskab til systemet og manglende rettigheder til at få hjælp til fx at finde job og bolig. De overlever ofte via “alternative” indtægtskilder som flaskeindsamling, tiggeri eller salg af hjemløseaviser.
Siden 2017 er gadehjemløshed og tiggeri blevet de facto kriminaliseret gennem lejr- og tiggeriforbud, hvilket rammer de uregistrerede migranter uforholdsmæssigt hårdt. Frygten for politiet og zoneforbud betyder, at mange migranter sover på mere afsides og skjulte steder, hvilket øger deres risiko for at blive udsat for vold, overgreb eller tyveri, da de ikke længere tør sove i grupper.
Landsforeningen Arbejde Adlers institutioner møder af og til personer, som er kommet til landet via en ikke-autoriseret arbejdskontrakt, og som på grund af uoverensstemmelser mister deres arbejde og dermed også deres bolig. I henhold til lovgivningen må disse personer som udgangspunkt ikke tilbydes ophold på et forsorgshjem, hvilket stiller personalet i et svært dilemma. Projekt Udenfor har i en rapport fra maj 2025 stillet skarpt på dette dilemma og de konsekvenser, det kan have for både de ansatte og de hjemløse immigranter.
Projekt Udenfor påpeger i deres rapport, at danske politikere generelt ikke har ville indføre permanente tilbud til udenlandske hjemløse borgere af frygt for at tilskynde dem til at rejse til Danmark. Den manglende politiske ansvarstagen og uklare lovgivning har skabt en decentraliseret praksis, hvor tilbud oprettes ad hoc og ved akutte behov, og hvor ansvaret for at kontrollere for sociale rettigheder pålægges personalet i det danske velfærdssamfunds offentlige, private og frivillige instanser. Det er ikke rimeligt over for personalet og samtidig er den minimale hjælp til de hjemløse immigranter, som ofte får karakter af nødhjælp, med til at fastholde dem i hjemløshed.
Spørgsmålet er, om vi som samfund virkelig kan være bekendt at fortsætte den nuværende praksis velvidende, at det fanger de uregistrerede migranter i et ringere, parallelt velfærdssystem, som er svært at slippe ud af? Forventningerne for fremtiden er ovenikøbet, at resultatet af den seneste hjemløsetælling vil vise en stigning i antallet af uregistrerede hjemløse migranter. Problemet er dermed på ingen måde aftagende og forsvinder ikke, selvom vi som strudsen stikker hovedet i jorden.
Måske vi i stedet som samfund burde bakke op om Projekt Udenfors forslag om at sikre en rettighedsbaseret og helhedsorienteret hjælp til hjemløse EU-medborgere og dermed modarbejder en trist udvikling hen i mod en opdeling af dette lands borgere i et A, B – og C hold.
Læs Projekt Udenfors rapport “Et underfinansieret kludetæppe – Hjælp til hjemløse EU-borgere i København”
