Folketingsvalg 2026 -”Det er også dit valg”

Af Dorte Schiønning Andersen
Sekretariatschef for Landsforeningen Arbejde Adler

24. marts 2026

På Arbejde Adlers institutioner er beboernes valgdeltagelse høj, og medarbejderne bakker på alle måder op om, at beboerne kan bruge deres stemme.

Hvis nogen skulle være i tvivl: selvom man er hjemløs og har mange problemer at slås med, så forholder man sig stadig til landspolitik og bruger gerne sin stemme. Det bakker personalet på vores institutioner naturligvis op om. Valgdagen markeres og vores kolleger rundt om i landet gør meget for, at borgere på vores tilbud får mulighed for at deltage i demokratiet. Der er blevet vejledt om at brevstemme, om hvordan man kan stemme selvom man ikke har modtaget valgkort, og på selve valgdagen er der arrangeret kørsel til valgstederne.

Vores forsorgshjem Roskildehjemmet har ikke mindre end fire busture til det nærmeste valgsted. Her til formiddag er tre af busserne fuldt booket. Socialrådgiver Helle Tryon fortæller: ”Vi har gjort meget for at tale om valget og opfordret dem til at bruge deres stemme. Mange beboere fortæller, at de ikke har stemt i en årrække. Men vi siger til dem, at det jo også er deres fremtid det gælder.”

På forsorgshjemmet Godrum i Midtjylland har valget også været et samtaleemne den seneste tid. ”Vi har hyret en chauffør til at køre ture til valgstedet fra kl. 12.30 i dag og til sidste mand har stemt”, fortæller socialrådgiver Lisbeth Andersen. ”På beboermødet har vi også vejledt om, at man godt kan stemme, selvom man ikke har modtaget sit valgkort”. Lisbeth Andersen skønner, at mellem en tredjedel og halvdelen af beboerne vil afgive deres stemme.

Samme gode opbakning ses også på vores andre institutioner. Og traditionen tro er middagen valgflæsk de fleste steder.

Facebook
LinkedIn
Email
X