Boblebad og segway i Hvide Sande

Af Vibeke Rasmussen
Sekretariatsmedarbejder

25. september 2026

Når rammerne ændres, falder paraderne ned og giver plads til en anden snak, end den i hverdagen. Den erfaring har personalet på Glim Refugium draget af at invitere beboere med på sommerhustur - nu for andet år i træk.

Glim Refugium har p.t. 16 kvindelige beboere i alderen 18-35 år med komplekse psykiske og sociale udfordringer. De kæmper alle med mange ting i hverdagen og for enkelte af beboerne kan det virke decideret utrygt at skulle sove ude et andet sted – langt væk fra det velkendte. Alligevel valgte tre beboere at tage med på sommerhustur i år. Én var genganger fra turen sidste år, de to øvrige deltagere var med for første gang.

”Fordi gruppen var så lille, så kunne de bedre overskue at tage med” fortæller Claus Ingemann Petersen, souschef på Glim Refugium, og fortsætter ”Det er en tur, som arrangeres ud fra deltagernes præmisser. De er bl.a. med til at bestemme programmet for turen, og vi afstemmer løbende programmet i samråd med deltagerne”. Claus og hans kollega Pernille Holm Olsen, social- og sundhedsassistent, var de to initiativtagere til sommerhusturen, som i år gik til Ringkøbing Fjord. Gruppen rådede over et dejligt stort sommerhus med egen pool og boblebad. Særligt boblebadet viste sig at være en populær anledning for beboerne til at slappe af i selskab med Glims kvindelige ansatte medarbejder, Pernille.

Ud over at tilbringe tid i sommerhuset var gruppen ude at køre segway i Hvide Sande og på besøg i Naturkraft oplevelsescenter. Turen på segway ud i klitterne og langs stranden var en fantastisk oplevelse. ”Vi oplevede, at der kom et andet sammenhold mellem de tre beboere” fortæller Claus om turen og uddyber ”Der var mere overskud til at vise omsorg for de andre deltagere og støtte op om fællesskabet”.

Det har for både beboere og de ansatte været en fælles unik oplevelse af være afsted på denne tur, hvor de har oplevet hinanden i en anden kontekst, og hvor problemerne hjemmefra ikke er flyttet med. ”Alle mennesker har behov for nogle gange at komme væk fra hverdagen – også selvom man bor på et bosted” forklarer Claus som en af de væsentligste årsager til, at Glim Refugium prioriterer at give beboerne muligheden for at komme på forlænget weekendtur.

Vel hjemvendt fra turen har deltagerne også selv givet udtryk for, at det har været en god oplevelse at komme på en kort ferie og blive udfordret på nye måder. Planen er nu at lave en fotocollage til glæde for de andre beboere, i et forsøg på at lokke flere med på næste tur.

Glim Refugium har allerede søgt om fondsmidler til at kunne gennemføre flere lignende ture for beboerne. Forhåbentlig vil det lykkes både at skaffe midlerne og at få endnu flere deltagere med på næste tur

Facebook
LinkedIn
Email
X