Arbejde Adlers Aflastning er en selvejende institution beliggende i et multihus for udsatte voksne. Vi rummer og drager omsorg for borgere med en lang række helbredsmæssige og sociale udfordringer, herunder også mennesker med misbrugserfaring og psykiatribrugere.
Vi tilbyder midlertidigt aflastningsophold, pleje og genoptræning for socialt udsatte og hjemløse borgere. Målgruppen er mænd og kvinder under 65 år og husets 16 aflastningspladser er et tilbud for borgere, som efter endt hospitalsbehandling har brug for yderligere omsorg, støtte og pleje, før de kan vende hjem til egen bolig eller tilbydes en ny bolig.
Aflastningsafdelingen er bemandet med sygeplejersker, fysioterapeut samt social- og sundhedsassistenter og sygehjælpere, som varetager den daglige pleje og omsorg. Der er sundhedsfagligt personale døgnet rundt.
Huset samarbejder tæt med Københavns Kommunes hjemmepleje, borgernes egen læge såvel som eksterne fysio- og ergoterapeuter, omsorgstandplejen m.fl. Aflastningen har en træningssal til fysioterapi, hvor alle beboere er velkomne til at træne. Derudover tilbyder Aflastningen NADA – øreakupunktur, som er velegnet til beboere med uro, angst, abstinenser og søvnproblemer.
Alle beboerværelser er møblerede med plejeseng, sengebord, lamper, stole, bord, reol og klædeskab. Der er TV på alle værelser. Fællesområderne omfatter bl.a. en lys nyindrettet dagligstue, hvor man kan slappe af, se tv, hygge sig og spise dagens måltider i fællesskab med andre.
Aflastningen har i 2024 som en del af et nyt tiltag ansat to pædagoger samt én socialrådgiver til at varetage rehabiliteringsydelser. Det er sket ud fra ønsket om at kunne tilbyde beboerne en mere helhedsorienteret indsats.
Læs mere på hjemmesiden ved at klikke på billedet her: