Alle mennesker har ønsker til deres hjem. Derfor bør retten til hjem for alle håndhæves, uanset om livet er skævt og ualmindeligt, eller ønskerne til et godt hjem er utraditionelle.
I den danske grundlov står der i paragraf 72, at boligen er ukrænkelig, og som vi i vores branche lidt galgenhumoristisk siger: -hvis du altså har en bolig. Uden at gå alt for meget ind i filosofiske overvejelser om krænkelser med og uden bolig, er det helt indlysende, at boligen er det andet centrale punkt i vores arbejde ved siden af arbejdet. Hvor arbejdet i foreningens første år var det helt centrale, står boligen i dag ved siden af arbejdet i vores arbejde.
At have sin egen bolig er helt essentielt for alle mennesker, også hjemløse og udsatte mennesker, også for narkomaner og alkoholikere, også for mennesker med psykiske sygdomme og mennesker med adfærdsvanskeligheder. Boligen, stedet hvor man er, er målet – og midlet til at føre den tilværelse, man drømmer om.
Derfor er der megen logik i, at begrebet Housing First har vundet så stort indpas i den danske debat om hjemløse og udsathed. Det drejer sig om at få mennesker i en bolig – og vel at mærke egen bolig– og ikke på institution eller lignende. Hjemløse og andre udsatte, der nu bor rundt omkring på institutionerne, skal flytte i egen lejlighed. Det er første trin – housing first. Som så meget andet er housing first begrebet hentet i USA, og introduktionen skete i en stor anlagt hjemløsestrategi, som blev udrullet i en række kommuner med den opfølgende indsats overfor borgere, der flyttede i egen bolig. Massiv indsats fra socialrådgivere, socialpædagoger, læger og psykiatere lykkedes det at give mennesker vilkår, der var klart bedre end tidligere.
Indsatserne fortsætter i et stykke tid, det typiske er ca. 9 måneder, og mange kommer godt igennem denne periode og finder nye veje i deres liv. Mange andre har behov for meget længere tid. Har behov for mere støtte, for fællesskaber, for at finde meningen med livet. For nogle af dem lokker tidligere livsmønstre, hvor besværlighederne træder i baggrunden og de tilsyneladende fordele lyser foran dem.
På institutionerne – og hos os i Arbejde Adler er det herberger, botilbud, aflastningstilbud m.v. – arbejder vi på at styrke beboerne til at flytte i egen bolig. Det tager tid. I 2019 gennemførte vi en undersøgelse, hvor vi fulgte samtlige udskrevne borgere fra herbergerne i perioden 2012 – 2016. Af de borgere der flyttede i egen bolig afhang succesen med denne flytning (om man bevarede boligen) i høj grad af længden, man havde været på forsorgshjemmet. Den forberedelse forsorgshjemmet havde kunnet gennemføre var særdeles betydningsfuld for borgernes fremtidige liv. Når dertil lægges, at forsorgshjemmene har mulighed for at gennemføre en efterforsorg efter udskrivningen, der sikrer en blidere overgang for borgerne, ses betydningen af forsorgshjemmenes indsats.
En rapport udgivet af tænketanken kraka og finansieret af Bikubenfonden og Dreyers Fond beskriver, hvordan bygning af nye boliger til hjemløse og samtidig reduktion i antallet af herbergspladser kan reducere antallet af hjemløse dramatisk på kort tid. Via Housing First og tilknyttet kommunal indsats forventes det, at de ca. 2.200 herbergspladser, der i dag er til rådighed kan reduceres med 1.000 pladser frem til 2025. Efter mere end 10 års stigning i hjemløsheden lyder dette selvfølgelig rigtig godt og optimistisk. Måske lidt for optimistisk.