Fortællinger spiller en stor rolle i vores arbejde. Historier fortalt af vores beboere, livshistorier, oplevelser, registreringer, drømme. Virkelige historier, opdigtede, subjektive, objektive, oplevede. Historier der er beboernes liv, og som vi meget gerne vil høre for at lære dem at kende. Journalregistreringer fra socialforvaltninger, hospitaler, opholdssteder eller lignende giver os kun en ramme. Historierne giver os billedet og farverne. Ved at kende hele billedet sætter det sig på os på en måde, der gør os til vidner og i mange tilfælde til fortalere for de mennesker, der kommer til os.
I et meget bureaukratisk og regelstyret system, som de sociale institutioner er via lovgivning og styringsparadigmer fra offentlige samarbejdspartnere har vi en særlig opgave i at understøtte beboerne i rettigheder og selvbestemmelse.
Antallet af sager i Den Sociale Ankestyrelse vidner om stor kreativitet hos det offentlige til at bøje reglerne for at spare på kommunale budgetter, og diverse grupper på Facebook vidner om nedladende, arrogant og tidsforlængende sagsbehandling i et omfang, der er skræmmende. Det kan vi være bolværk mod, fordi vi som selvejende institutioner kan stille os på beboernes side og reagere mod urimelig og nedladende behandling af mennesker, der har det svært.
Retten til et værdigt liv er at sikre, at livet kan åbne sig med realistiske muligheder for den enkelte. Ikke alle drømme kan opfyldes. Det gælder for os alle sammen. Men urimelige begrænsninger må ikke finde sted. Mister borgerne troen på et liv, der svarer til blot nogle af de drømme, man har, så er der ikke meget at se frem til. Et liv uden håb kan nemt lede til det, vi for alt i verden skal undgå, at man påberåber sig ”retten til at gå i hundene”.