Retten til arbejde

Vi tror på, at alle har ressoucer og noget at give til fællesskabet. Respekt for det enkelte menneske handler om at hjælpe alle til at frigøre og bruge de ressourcer, hver enkelt er i besiddelse af.


Arbejdet er centralt for vores forening, og vores holdning til arbejdet findes i et af vores tre statements: Retten til arbejde. Vi siger bevidst retten til arbejde og ikke pligten til at arbejde, som man så ofte hører formuleringen. Der ligger en verden til forskel i menneskesyn på de to formuleringer. Hvis man er lidt kontant, så bruges pligtbegrebet i vore dage mest til at jage mennesker udenfor arbejdsmarkedet. Opfindsomheden har været stor med hensyn til at finde måder at jage mennesker på. 12.000 ansatte på kommunernes jobcentre jagter de mennesker, der må leve af dagpenge, kontanthjælp eller andre ydelser. Opgaven skærpes år for år, og midlet er nye bureaukratiske regler og reducerede ydelser. Ikke mindst de mennesker der har sociale problemer oveni arbejdsløsheden – og hvem har eller får ikke det – udsættes for massivt pres og en oplevet og uudtalt mistillid til borgeren.

Vi vil en anden vej. Ved at ændre pligten til arbejde til retten til arbejde, bliver det samfundets opgave at inkludere alle – eller i hvert fald langt de fleste – på arbejdsmarkedet. Det er selvfølgelig ikke alle, der kan klare et såkaldt almindeligt job med en arbejdstid på 37 timer og ugen, ligesom mange mangler kvalifikationer til at kunne bestride de jobs, der normalt udbydes. Derfor er det også en ændring af arbejdsmarkedet, der skal til. Det skal som udgangspunkt erkendes, at der ”om jeg så må sige” er arbejdskraft i alle. Det gælder blot om at finde ud af omfanget, kvalifikationerne og evnen til at udføre arbejdet rent mentalt.

 

Selvfølgelig stiller dette nye krav til arbejdsgivere (hvor det offentlige er en meget væsentlig aktør), og deres villighed til at have mennesker ansat på andre vilkår end de sædvanlige. Kan denne villighed mon findes, når hovedparten af virksomhederne kun tænker på konkurrenceevne, vækst og profit? Ordninger med flexjob, revalidering etc. tyder på, at hjælpes der lidt på vej fra det offentliges side, så går det. Men bureaukratiet må væk og tilliden mellem virksomheder og det offentlige være til stede.

På Arbejde Adlers institutioner tager vi retten til arbejde seriøst. Vore forsorgshjem tilbyder alle beboere arbejde på værksteder med varierede arbejdsopgaver og faglært personale, som kan vejlede og støtte den enkelte. Arbejdet bliver for mange beboere dét konstruktive frirum, hvor man finder tilbage til sine kompetencer og interesser og måske også finder frem til måder at beskæftige sig på i fremtiden. Derfor vil vi i stigende grad fokusere på og investere i socialøkonomiske virksomheder.

Scroll Up